Holbøll A/S er et kendt navn på Sjælland og især på Sydsjælland, hvor virksomheden siden 1945 har udviklet sig til en alsidig entreprenørvirksomhed med flere end 200 ansatte. Fra hovedkontoret ved Lov syd for Næstved kører store entreprenørmaskiner til alle typer entreprenøropgaver.
Mindre kendt er Holbølls arbejde for at give plads i virksomheden til lærlinge og til unge med behov for en hjælpende hånd på vejen til arbejdsmarkedet, og især for dén indsats modtog virksomheden og dens ejer, adm. direktør Carl-Ole Holbøll, tirsdag en Blå Blomst fra Venstre i Næstved kommune.
Carl-Ole Holbøll er 3. generation i virksomheden, og han tilbyder sammen med et hold af mentorer unge mennesker, hvad virksomheden selv beskriver som “mere end en læreplads”.
- Har du viljen, får du også ansvar. Og har du både engagementet og fagligheden i orden, kan du forblive en del af holdet - også efter læretiden, lyder det.
Venstres borgmesterkandidat, Kenneth Sørensen, begrundede tildelingen af den blå blomst med Holbølls indsats for unge således:
- I modtager den blå blomst for jeres enestående for at give de unge en solid start på arbejdslivet, for at skabe stærke fællesskaber og for at fastholde et arbejdsmiljø, hvor faglig stolthed og menneskelig omsorg går hånd i hånd, sagde han.
Også Venstres folketingskandidat i Næstved-kredsen, Christian Friis Bach, anerkendte Holbølls indsats for at hjælpe unge mennesker ind på arbejdsmarkedet.
Ifølge Carl-Ole Holbøll har virksomheden længe arbejdet målrettet for at tiltrække unge til virksomheden. Heriblandt også unge med behov for en hånd i ryggen.
- Vi tager det som en udfordring, når der kommer en “tumling” forbi, og så ser vi, om ikke vi kan få noget godt ud af vedkommende, forklarede Carl-Ole Holbøll, da han modtog anerkendelsen.
Virksomheden har for tiden otte lærlinge, og forventer at øge antallet til 10-11 lærlinge, når næste hold unge mennesker søger plads til vinter. Derudover beskæftiger Holbøll unge med særlige udfordringer som praktikanter.

I baggrunden til højre ses Venstres folketingskandidat Christian Friis Bach. De øvrige er medarbejdere med ansvar for Holbølls lærlinge. Foto: Presse