Og det får mig altid til at smile. Jeg kan nemlig stadig huske den dag, jeg selv fik huen på.
Dengang var der ikke champagne, når man kom ud fra den sidste eksamen. Det brugte man ikke rigtigt. Til gengæld havde vi hestevogn, silende regn og frisurer, der ikke kunne tåle nær så meget, som dagens hårprodukter tillader.
Mine autografer blev så udtværede, at jeg i dag ikke aner, om det er kærlige hilsner fra mine klassekammerater eller indkøbssedler fra 1990’erne.
Der var heller ikke særlige studenterglas, studenterkuglepenne, studenterkrus, studenterbamser eller studenterudgaver af ting, man ikke vidste havde brug for en studenterudgave.
Men jeg husker stadig tiden som noget af det bedste. Ikke fordi alt var perfekt. Men fordi følelsen af frihed var enorm. Verden lå åben, og mulighederne syntes uendelige.
Måske er det derfor, jeg stadig kommer til at dytte, når en studentervogn kører forbi. Også selvom man vist ikke rigtig må længere. For studentertiden er noget særligt.
Mine børn mener sandsynligvis, at det er lettere pinligt. Jeg kalder det begejstring. Der er ofte hårfin forskel.
Samtidig giver den anledning til et spørgsmål, som jeg synes er vigtigt: Hvad ønsker vi egentlig for vores unge?
Selvfølgelig ønsker vi, at de klarer sig godt. At de tager en uddannelse, får et arbejde og skaber sig et godt liv. Men nogle gange kan jeg blive bekymret for, om vi er kommet til at fokusere lidt for meget på præstationer og lidt for lidt på mennesker.
Mange unge oplever i dag et stort pres. Karaktererne skal være høje, fremtiden skal være planlagt, og valgene skal helst være de rigtige første gang.
Jeg er 53 år og er stadig ikke helt sikker på, hvad jeg vil være, når jeg bliver voksen. Så måske skal vi passe på med at forlange, at en 19-årig har hele livsplanen klar.
Men livet er sjældent så enkelt. Nogle af de vigtigste ting, vi lærer, finder vi ikke i bøgerne eller på eksamensbeviset. Vi lærer dem gennem fællesskaber, erfaringer, fejltrin og omveje.
Derfor skal vi ikke kun lære unge at præstere. Vi skal også lære dem at leve. At tage ansvar. At vise omsorg. At være nysgerrige. At turde prøve noget nyt. Og ikke mindst at forstå, at det er helt normalt ikke at have alle svarene som 19-årig.
Som voksne har vi et ansvar for at minde dem om, at deres værdi ikke kun kan måles i karakterer. Karakterer er vigtige, men karakter er vigtigere.
Til alle årets studenter vil jeg derfor bare sige: Gør jeres bedste. Mere kan ingen forlange. Og når huen først sidder på hovedet, så husk også at nyde det. Nyd vennerne. Nyd sommeren. Nyd friheden.
For livet er ikke noget, der begynder, når uddannelsen er færdig. Livet er det, der sker undervejs.
Stort tillykke til alle årets studenter. Verden venter på jer. Og bare rolig: De fleste af os voksne improviserer stadig mere, end vi har lyst til at indrømme.
PS. Hvis I møder en kvinde, der dytter lidt for ivrigt efter studentervognen, så er det sikkert bare mig. Og hvis jeg dytter to gange, er det kun fordi jeg bliver så glad, at jeg glemmer, hvad færdselsloven siger.
Glade studenter fylder gadebilledet disse dage. Foto: John Ringstrøm
