Fotograf: William Green | Opdateret

Suspekt kommer til Arena Næstved

Der venter et brag af en hiphop-koncert, når Suspekt rammer Næstved til april næste år.

Su-su-su-spekt! Det er et af Danmarks største – måske dét største – navne, Arena Næstved kan præsentere 9. april næste år. Med numre som ”Kinky Fætter”, ”Proletar” og ”Søndagsbarn” har Suspekt fået tusindevis af fans hele landet over.

– Suspekt er helt klart et af de danske A-navne, som har stået på min ønskeliste i lang tid, fortæller direktør i Arena Næstved Jakob Brixvold i en pressemeddelelse.

Koncerten er kommet i stand gennem 6-arenas.dk, hvor Arena Næstved er gået sammen med arenaer i Esbjerg, Hillerød, Odense, Viborg og Frederikshavn. Ideen er, at arenaerne i fællesskab kan tilbyde kunstnerne en turné med seks koncerter frem for et enkelt stop.

Sammen står arenaerne stærkere

Arena Næstved har sat sig for bordenden i samarbejdet, som efter måneders forhandlinger nu begynder at give konkrete resultater.

– Når vi lægger bud sammen, giver vi artisterne mulighed for at skabe en tur i stedet for kun et enkelt job i Næstved. Og nu, efter måneders forhandlinger, kan vi løfte sløret for de første aftaler, fortæller Jakob Brixvold.

Foruden Suspekt er Jonah Blacksmith Filmkoncert i februar også en del af samarbejdet. De to navne bliver dermed de første fælles turnéer for de seks arenaer.

Ambitionen stopper ikke her. Planen er at arrangere tre-fire fælles turnéer om året, og samarbejdet er også åbent for internationale kunstnere. 260928_PM_6-arenas.dk

Suspekt har fyldt Parken

Suspekt behøver næppe den store introduktion. Gruppen har mere end 25 år på bagen, ni albums og har gennem årene rykket dansk hiphop ind på landets største scener.

Blandt andet har Suspekt spillet for et udsolgt Parken. Nu går turen altså til Næstved, hvor Arena Næstved har plads til omkring 4.500 gæster. Og måske venter der videoer fra Næstved kørende på gigantisk skærm i baggrunden. I hvert fald var bandet for nylig på Maglemølle for at optage en musikvideo eller -film.

Suspekt spiller i Arena Næstved fredag 9. april 2027. Billetsalget åbner torsdag 1. oktober.

Arenaen har samtidig offentliggjort, at billetsalget til MGP Tour, der kommer til Næstved 21. marts, åbner 8. oktober.

Suspekt er klar til at lægge Næstved ned til april næste år. Foto: William Green

Suspekt med Emil Simonsen (t.v.), Rune Rask og Andreas Duelund er klar til at lægge Næstved ned til april næste år. Foto: William Green