Fotograf: Privat | Opdateret

Pia Allerslev bliver ny formand for Arena Næstved

Den tidligere borgmester i København, Pia Allerslev, bliver ny formand for Arena Næstved. Hun blev udpeget på byrådsmødet tirsdag aften.

I otte år har Carsten Haurum været formand for Arena Næstved, men den tidligere håndboldstjerne og kulturdirektør i Københavns Kommune kan efter reglerne for valgt funktionsperiode ikke længere fortsætte. Derfor er det tid til en ny i spidsen for den sydsjællandske stor-arena, og her har et enigt byråd peget på den tidligere toppolitiker, 53-årige Pia Allerslev.

Det er valggruppe 1 med Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre og Danmarksdemokraterne, der har peget på Allerslev, som valgt for Venstre har været både fritidsborgmester fra 2008 til 2013 og børne- og ungdomsborgmester fra 2014 til 2017 i Københavns Kommune.

Artiklen fortsætter under billedet...

Pia Allerslev er også med i DGI's hovedbestyrelse. Foto: Privat
Pia Allerslev er også med i DGI's hovedbestyrelse. Foto: Privat

Pia Allerslev er oprindelig folkeskolelærer, men har siden 2018 været selvstændig indenfor rådgivning, strategi, bestyrelsesarbejde og fundraising. Hun har blandt andet bestyrelsesposter i Hejmdal Privathospital, Girltalk.dk, DGI, Mentor Danmark, Hafnia-Hallen, Uppercut Danseteater og CPH Stage.

Og nu er hun altså også med i Arena Næstved, som får endnu en ny byrådsvalgt person i bestyrelsen. Der er ikke tale om et byrådsmedlem, men om den lokale forretningsmand Jacob Simonsen, der ejer investeringsselskabet JS Ventures. Han afløser DF’s Githa Nelander i bestyrelsen.

Simonsen er indstillet af valggruppe 2, der består af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Sebastian Franck, der i efteråret blev genvalgt og udpeget af tre af de foreninger, der har lokaler i arenaen. Franck er formand for NIF Hovedafdeling. Derudover sidder Charlotte Frölich, der er direktør for Third Brand, Martin Bender fra Visit Sydsjælland og Møn, Mogens Ramsløv fra CNSLT samt arenaens medarbejderrepræsentant Daniel von Stemann i Arena Næstveds bestyrelse.

Første bestyrelsesmøde i Arena Næstved finder sted 5. marts kl. 10

Formanden for NIF Hovedafdeling, Sebastian Franck, er genvalgt til bestyrelsen i Arena Næstved. Foto: Privat
Formanden for NIF Hovedafdeling, Sebastian Franck, er genvalgt til bestyrelsen i Arena Næstved. Foto: Privat