Den nybagte klejnsmed Lasse Bentsen Høst fra Næstved har opnået topkarakter til svendeprøven, han er en god kammerat og god kollega.
Det er nogle af de kriterier, han har opfyldt for at komme i betragtning til ML-prisen, der er en af årets vigtigste hyldester af faglærte.
Prisoverrækkelsen finder sted fredag 24. oktober hos Dansk Industri i København og foruden de dygtige nyudlærte svende er deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring.
Lasse Bentsen Høstbo har gået på EUC Sjælland og været i lære hos P. K. Jeppesen & Søn A/S. Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden. I indstillingen lyder det blandt andet:
”Med sit stille og rolige væsen, har Lasse overrasket os alle hos P. K. Jeppesen, da han har vist os, at der gemmer sig langt mere indeni, end han giver udtryk for. Lasse stiller utrolig høje krav til alle aspekter af smedearbejdet. Han stræber altid efter det perfekte, og hans arbejdsmoral har resulteret i, at vi i dag står med en hamrende dygtig smed, som vi alle kan være stolte af.”
Selv giver Lasse følgende reaktion på at være blandt de 25 modtagere af ML-prisen.
- Det er bare vildt og en stor anerkendelse. Jeg glæder mig altid til at komme på arbejde, og jeg har fået lov at prøve en masse forskelligt under min uddannelse, og det er fedt, siger Lasse Bentsen Høstbo i en pressemeddelelse.
Formandskabet for Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) hhv. forbundssekretær i Dansk Metal, Peter Faber, og vicedirektør i DI Signe Tychsen Philip holder traditionen tro hver især tale ved prisoverrækkelsen, og i år deltager også Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus (S) og holder tale for de nyudlærte svende.
til klejnsmed. Foto: Privat
