Tre dage, syv timers effektivt arbejde og en sidste omgang sky klokken otte om morgenen. Jo, der ligger noget arbejde bag en pâté en croûte, når den skal være god nok til at konkurrere med nogle af Skandinaviens dygtigste fagfolk.
Det ved Kim Søndergaard fra Kvalitetsslagteren i Næstved alt om efter den skandinaviske finale, der blev afviklet i Thott Palæet i København, hvor den franske ambassade holder til. Her blev den lokale slagtermester nummer fire blandt ni deltagere.
– Jeg er rigtig stolt. Det er en disciplin, jeg ikke har arbejdet med så længe. Jeg har lært det ved at læse bøger og arbejde meget med det, fortæller Kim Søndergaard.
Hård konkurrence
På forhånd vidste han ikke, hvem han skulle op imod. Tidligere har konkurrencen blandt andet haft deltagere fra nogle af de mest profilerede restauranter i København.
Denne gang bestod feltet af deltagere fra svenske, norske og danske virksomheder.
– Nogle af dem kan have franske eller schweiziske kokke ansat, som er vokset op med det her og måske har 10 års erfaring. Derfor er jeg glad for fjerdepladsen, siger Søndergaard, der havde sin viv, Katja, med til konkurrencen.
Pâté en croûte er kort fortalt en pâté indbagt i dej, men bag den forholdsvis enkle beskrivelse gemmer sig en vanskelig disciplin.
Artiklen fortsætter under billedet...
Kim Søndergaard venter på bedømmelsen af sin paté en croute. Den senere, svenske vinder ses i baggrunden med kokkehuen. Foto: Privat
– Det er komplekst og nørdet. Man skal være både bager, kok og lidt slagter. Og så skal man vide noget om sky. Dommerne går vildt meget op i gelé, konstaterer Næstved-slagteren, der gennem årene har specialiseret sig i charcuteri.
Færdig klokken 3.30
Søndergaards konkurrencebidrag bestod blandt andet af and, gris og kylling samt karamelliserede løg og foie gras marineret i cognac.
Arbejdet begyndte allerede fredag, og mandag blev de forskellige dele samlet. Først tirsdag morgen klokken 3.30 var Kim Søndergaard færdig med sine to pâtéer. Klokken otte lagde han den sidste sky på og derefter gik turen til København.
Her skulle den ene pâté skæres i syv færdige skiver og anrettes på tallerkener, mens den anden blev præsenteret hel på et fad, båret ind til juryen af en nøje udvalgt person.
Så var der bare tilbage at vente. De 14 jurymedlemmer brugte omkring to timer på at bedømme de ni deltagere på blandt andet dej, udseende, smag og konsistens.
Artiklen fortsætter under billedet...
En specialist bærer Kim Søndergaards flotte, lækre paté en croute ind til dommerne. Foto: Privat
– Man kunne mærke en helt ekstremt høj passion hos alle, fortæller Kim Søndergaard, der undervejs også hilste på Frankrigs ambassadør i Danmark, David Bertolotti.
Overvejer en ny omgang
Vinderen blev svenske William Carlström fra Stockholm, som dermed kvalificerede sig til VM-finalen 30. november i Lyon. Her skal Kim Søndergaard så ikke med som deltager, men han er inviteret med som gæst.
Og måske får han en ny chance for selv at nå hele vejen. Han er allerede blevet spurgt, om han vil stille op igen næste år.
– Det skal jeg lige tænke over. For det er et stort arbejde. Men det har været en stor oplevelse, siger Kim Søndergaard, der naturligvis har pâté en croûte i disken hos Kvalitetsslagteren i Ringstedgade.
Prisen ligger ifølge Kim Søndergaard på 495-650 kroner kiloet, men regner man det om til en forret, svarer det til cirka 50-65 kroner pr. person.
Kim Søndergaard med den franske ambassadør David Bertolotti. Foto: Privat
Patéerne bliver præsenteret for den store jury. Foto: Privat
