Søren "Isenkræmmer" Jakobsen bliver fremover makker med Thomas Hvitfeldt Hansen og Anders Cruckov Hansen på den hyggelige "Stejlepladsen" i Karrebæksminde.
Det skriver karrebaeksminde.dk
Stejlepladsen er stedet med blandt andre B-spisehuset, Petersens Pizza og Fiskerlejet og især sidstnævnte café bliver et af Jakobsens "hjertebørn", hvor han vil forsøge at videreføre den mangeårige succes, parret Verna og Benny Pedersen opbyggede med gratis musik for gæsterne.
Søren Jakobsen er en mand med mange kasketter. Han er en dygtig forretningsmand og er blandt andet én af hovedkræfterne bag de tidligere NIF-koncerter, medejer af Næstved Boldklub via netværket CC 2,0, medejer af Kop og Kande i Nykøbing F og han har været med til at bygge kvindeligaholdet i Nykøbing F. Håndbold op. Her sidder han stadig i bestyrelsen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Senest har han haft Marielyst Is, som han med stor succes har drevet siden 2019.
- Vi solgte 156.000 isvafler i år plus almindelig is. Det var været hårdt, men en god forretning. Man skal dog altid sælge på toppen, siger Søren Jakobsen med et smil til naestved.nu.
Marielyst Is er to gange blevet kåret til Østdanmarks bedste is.
Det skal blive spændende at følge, hvad de tre gutter på Stejlepladsen disker op med af nye aktiviteter i løbet af foråret og sommeren 2026.
