De har stået som en del af Næstveds bybillede i mange år og fortæller samtidig en lille bid af byens historie.
Munkebakkens syv munkefigurer, der repræsenterer de tre munkeordener, der historisk har hørt til i byen, er for længst blevet spredt rundt i Næstved. Fem af dem har man kendskab til i dag. To andre ved man ganske enkelt ikke, hvor befinder sig.
Og det skal der gerne laves om på.
Turistperronen har derfor sat gang i en lokal eftersøgning og håber, at nogen blandt naestved.nu's læsere kan genkende de to figurer og fortælle, hvor de står i dag.
Fem munke er fundet
To af de oprindelige figurer befinder sig i dag på Turistperronen. Det drejer sig om Dominikanermunken i bøn og en lægbroder, formodentlig en benediktiner.
Tre andre er også lokaliseret. Munken med rosenkransen står på VUC, mens munken med lægeurt befinder sig på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Den femte er munken på rejse, som formodes at forestille en tiggermunk. Den står på museet.
Dermed kan der sættes flueben ved fem af Munkebakkens oprindelige syv munke.
Disse to mangler
Tilbage står mysteriet om to helt bestemte figurer. Den ene er munken med relikvieskrin. På det gamle billede står han med skrinet i begge hænder foran kroppen.
Munken med bønnebogen er en franciskanermunk, som ikke længere
står på Munkebakken. Foto: Privat
Den anden er franciskanermunken med bønnebog, som holder en åben bog i den ene hånd.
Hvor de to figurer befinder sig i dag, er ukendt. Det kan være, at de står et sted, hvor mange mennesker passerer dem hver dag. Måske er de rykket indenfor. Eller måske sidder en læser med gammel viden om, hvor de blev flyttet hen.
Det er netop den viden, Turistperronen nu efterlyser. Målet er at få styr på alle syv originale figurer, så interesserede fremover kan blive sendt ud til de rigtige steder og opleve de lokale klenodier.
Ved du, hvor munken med relikvieskrin eller munken med bønnebog befinder sig? Så skriv til info@naestved.nu.
Det er den lokale kunstner, Jens Andersen, der fra 2006 til 2008 lavede bronzeafstøbninger af de syv munke.
Munken med relikvieskrin savnes også. Foto: Privat
