Der har været sommerfugle i maven, forventninger, tårer og lange kram. Og mon ikke en del forældre fik sagt “du ringer bare, hvis der er noget” cirka fem minutter før, telefonerne blev inddraget, så de unge kan lære hinanden at kende på den helt gammeldags måde.
Ved faktisk at tale sammen. Ansigt til ansigt. Uden Snapchat som mellemled. Det lyder næsten drastisk, men erfaringen viser, at de overlever. Som min søn sagde den anden dag: “Hvem der bare kunne få 10 efterskoleår…”
Og jeg forstår ham egentlig godt. Fede aktiviteter, nye venner, nye rammer og et helt år, hvor der står en flok voksne klar til at skabe oplevelser, fællesskab og udvikling. Det slår trods alt en hverdag med madpakker, vasketøj og en opvaskemaskine, der nægter at tømme sig selv.
Jeg sidder selv med i en efterskolebestyrelse, og jeg ved, hvor klar de voksne er. De har gjort det før, og nu gør de det hele igen. Et helt nyt hold unge skal tages imod med åbne arme. Der skal lyttes, grines, trøstes, stilles krav og skubbes kærligt til grænser. Og der skal sikkert siges “ryd nu op på det værelse” flere gange, end der burde være tilladt i et voksenliv.
For de vokser, de unge, på sådan et år. De lærer noget om sig selv og rigtig meget om andre. De opdager, at fællesskab ikke kun er de store ture, festerne og de fede aktiviteter. Det er også at tage hensyn, møde til tiden, hjælpe hinanden og acceptere, at man ikke altid selv bestemmer musikken, menuen eller temperaturen på værelset.
Og ja, grænser bliver prøvet af. Nogle prøver dem måske så grundigt, at sætningen “ellers bliver du sendt hjem, og der følger altså en regning med” må findes frem fra den pædagogiske værktøjskasse. De fleste finder heldigvis ud af, hvor stregen går, inden vi når dertil.
Så til alle jer unge, der flytter på efterskolen. Nyd det. Kast jer ud i det. Tal med én, I ikke kender. Prøv noget, I ikke troede, I turde. Grin højt, lav fejl, lær noget, vær en god kammerat og skab relationer, der måske varer meget længere end selve efterskoleåret.
Og til mor og far, der er kørt hjem med en mærkeligt tom bil og måske også et lidt tomt hus. Bare rolig. De kommer hjem igen.
Med en IKEA-pose fyldt med vasketøj, tre hættetrøjer der tilhører andre, halvt så mange sokker som de tog afsted med og forhåbentlig lidt mere mod, lidt større udsyn og en hel masse historier.
For måske havde min søn fat i noget. Hvem der bare kunne få 10 efterskoleår...
