Fotograf: Presse | Opdateret

Heino vender hjem – ekstrashow allerede klar

Heino Hansen vender endnu en gang hjem til Næstved med et nyt standupshow. Sidst blev det til 13 udsolgte forestillinger på Grønnegades Kaserne. Og denne gang er der allerede et ekstrashow klar, når det officielle billetsalg åbner torsdag morgen.

Der er næppe mange komikere, der kan sælge 13 shows i træk i Næstved.

Men Heino Hansen er heller ikke helt på udebane, når han indtager Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Den Næstved-fødte komiker vender i efteråret 2027 hjem med sit nye show, De kalder mig Heino.

Efter presale onsdag står det allerede klart, at én forestilling ikke bliver nok. Når det officielle billetsalg åbner torsdag klokken 8.30, bliver der derfor også åbnet for billetsalget til et ekstrashow.

Første besøg bliver 29. oktober 2027, mens ekstrashowet er sat til 23. februar 2028.

Tag ham for kunsten

Heino Hansen lægger ikke skjul på, at berømmelsen har sine skyggesider. I hvert fald ikke i hans egen præsentation af det nye show.

– Inden du køber billet til showet, så er det på tide, at jeg trækker en streg i sandet. Til dig der kun kommer, fordi du ser mig som et sexsymbol: Jeg vil ikke stå model til det længere, lyder det fra Heino Hansen i pressemeddelelsen.

Og problemet er tilsyneladende ikke hans alene.

– Har haft en mellemlang samtale med Christopher og Tobias Rahim om emnet, og vi har alle tre fået nok af det. Tag os for kunsten, fortsætter han.

Drømt om showet i mange år

Bag selvironien gemmer der sig dog også ambitioner om at lave præcis det standupshow, han selv har lyst til. Heino Hansen har gennem de senere år høstet stor anerkendelse som komiker, men denne gang skal jagten på hæder ikke bestemme retningen.

– Da der alligevel ikke er mere plads på pokalhylden i køkken-alrummet herhjemme, bliver det showet, hvor det eneste, jeg ikke skeler til, er den form for anerkendelse, fortæller han og lover til gengæld et show, som har været længe undervejs:

– Jeg går på scenen iført en kold bajer og det tøj, der ikke lå i vasketøjskurven på dagen – og så laver jeg et show, jeg har drømt om at lave i mange, mange år.

Næstved bliver altså igen et af stoppene på Heino Hansens turné. Og med erfaringerne fra de 13 udsolgte shows sidste gang er der denne gang taget forskud på interessen.

De kalder mig Heino kan opleves på Grønnegades Kaserne Kulturcenter 29. oktober 2027 og ved ekstrashowet 23. februar 2028.

Den anbefalede minimumsalder er 15 år. Heino Hansen har i øvrigt også sat en anbefalet IQ-ramme: minimum 79 – og maksimalt 119...

Heino Hansen vil ikke længere opfattes som et sexsymbol... Foto: Presse

Heino Hansen vil ikke længere opfattes som et sexsymbol... Foto: Presse