Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Fra Sicilien til Skark – en succes-historie med kant

Marco La Fata, relationschef hos Skark, kender til både livets mørke sider og til håbet om en bedre fremtid. I dag bor han i Næstved, arbejder med byens udvikling – og prøver at dæmpe den hårde tone, der har præget debatten om det kommende hotel i Rådmandshaven.

Da Marco La Fata kom til Danmark som otteårig, var det med sin mor, der flygtede fra et voldeligt forhold i Sicilien. De endte i Farum Midtpunkt, hvor mødet med Danmark blev brat.

– Min mormor havde lært mig at vise fuck-fingeren, som jeg ikke anede, hvad betød, men det gav mig en ordentlig røvfuld af nogle indvandrerdrenge i Farum. Velkommen til Danmark, siger han og smiler skævt.

Siden dengang har livet været alt andet end snorlige. La Fata har boet i ghetto, været stofmisbruger, siddet inde og bevæget sig i miljøer, de fleste kun læser om.

– Jeg har oplevet skyderi, stikkeri, slåskampe. Jeg har solgt stoffer og siddet i spjældet. Mit liv var kaos. Men jeg tror på karma – og på, at den hylde, man ender på, er den rigtige.

Fra kaos til kærlighed

I dag er han 46 år, bor i Næstved med sin familie og arbejder som relationschef hos Skark – det tidligere Skælskør Arkitekterne.

– Jeg kommer altid fløjtende på arbejde og herfra igen. Det er en fornøjelse. Mit liv har været total kaos, men nu kører det, og jeg er glad, siger han.

Marco La Fata's rejse på livet startede hårdt, men han er nu landet det rigtige sted. Foto: John Ringstrøm
Marco La Fata's rejse på livet startede hårdt, men han er nu landet det rigtige sted. Foto: John Ringstrøm

Hans vej til Næstved begyndte i 1997, da han aftjente sin værnepligt som gardehusar.

– Jeg var gardehusar i Næstved og tænkte allerede dengang, at jeg nok ender her. Jeg er ellers gammel Farum-dreng, men der var et eller andet ved byen, jeg kunne lide, erindrer han.

Det blev dog i første omgang Nykøbing Falster, men for fem år siden flyttede han til Næstved. Her fandt han både ro, kærlighed og en hverdag, der giver mening.

– Jeg har en datter på 16 år fra mit tidligere ægteskab og en dreng på fem år med min nuværende kone fra Næstved. Jeg tabte 60 kilo og fandt ud af, at jeg ikke behøvede at være den sjove tykke fyr mere. Jeg kunne bare være mig selv, fortæller han.

Rådmandshaven er en win-win

I sit arbejde hos Skark har Marco La Fata en særlig rolle som bindeled mellem arkitekterne, investorerne og byens borgere. Det betyder, at han ofte står midt i stormens øje, når nye projekter præsenteres – som det kommende hotel i Rådmandshaven. Det skal dog i parentes nævnes, at han og Skark ikke er involveret i det projekt.

– Der er store armbevægelser i Næstved, og det er kun fedt. Jeg kan også godt forstå, at den gamle skare synes, det er brandærgerligt, at ting ændres. Men det er dét, der skal til, hvis vi skal vokse som by. Vi kan ikke komme uden om det, siger han.

Hotelbyggeriet i Rådmandshaven har fået mange lokale op af stolene – ikke mindst på sociale medier, hvor tonen til tider har været skarp.

– Man skal se på projektet som borger. Hvis vi får et stort hotel, får vi større arrangementer i bl.a. Arena Næstved, og det betyder, at vi får lov at se nogle fede ting. Det er en win-win. Plus, der bliver lagt flere penge i byen, konstaterer han, men viser dog også forståelse for bekymringerne.

– Jeg kan da godt se, at der bliver et p-problem, men det skal nok løses. Jeg synes, bygningen passer til byen. Den er flot. De kalder det for en rød mur, men nej – der er en p-plads lige nu, påpeger han.

Den, der larmer mest, får sin vilje

Marco La Fata har fulgt debatten tæt og bliver oprigtigt ked af den hårde tone, der præger mange diskussioner om byudvikling.

– Tonen er blevet hård. Det er ”din og min lejr”. Sociale medier gør bare ikke noget godt for dialogen. Jeg bliver ked af det. Den, der larmer højst, får oftest sin vilje. Det er ærgerligt. Det er ikke den verden, jeg ønsker, min femårige dreng skal bo i, siger han.

Marco La Fata er en del af Næstveds erhvervsmentornetværk, hvor han hjælper unge, der ikke er i job eller uddannelse. Foto: Privat
Marco La Fata er en del af Næstveds erhvervsmentornetværk, hvor han hjælper unge, der ikke er i job eller uddannelse. Foto: Privat

Han mener, at Næstveds styrke ligger i, at man stadig kan tale sammen – også selvom man er uenig.

– Det er fair nok, at man har sin holdning og hvert sit parti. Vi lever i et land, hvor man kan gå over til sin borgmester og få en snak på gaden. Man skal bare sige det sobert. Tal ordentligt – behandl mennesker, som du selv vil behandles, lyder opfordringen.

Som eksempel nævner han et debatindlæg i et andet lokalmedie af arkitekt Ole Kjærulff, der kritiserede Skarks byggerier i byen.

– Han skrev, at vi ødelægger byens arkitektur. Men arkitektur er kunst. Vi tager det faktisk som et positivt tegn, at nogen reagerer. For så har vi ramt et eller andet, siger han med et smil.

Arkitektur og realisme

Skark har stået bag flere markante byggerier i Næstved – blandt andet Østergade-lejlighederne ved Meny og projektet ved Smedemosen.

– Det er nogle af dem, vi har fået tæsk for, siger Marco og trækker på skuldrene.

– Nogle mener, vi arbejder for ”whisky-klubber”, der dikterer arkitekterne. Men der er jo en investor, og vi gør det, vi bliver betalt for. Vi læner os meget op ad det almene byggeri – solide og gedigne bygninger, siger han og mener, at debatten ofte mangler realisme.

– Hvis man har uendeligt med penge, kan man lave noget vildt. Men sådan hænger det ikke sammen mere. Det hele er blevet så prisfikseret. Du kan ikke lave en katedral til ingen penge.

Mentor for unge på kanten

Uden for arbejdstiden bruger La Fata sin energi på at hjælpe andre, der har haft det svært. Han er frivillig i Næstveds erhvervsmentornetværk, hvor han fungerer som mentor for unge, der ikke er i job eller uddannelse.

– Jeg kan spejle mig i dem. Jeg har selv stået der, hvor alt sejlede. Jeg prøver at vise dem, at man altid kan rejse sig – og at der er nogen, der tror på dem.

Han fortæller, at hans egen fortid har gjort ham bedre til at møde mennesker, som de er.

– De ting, jeg har oplevet, har givet mig PTSD, og jeg snakker også med en ”hjernedoktor” en gang imellem. Men det har også gjort mig bedre til at forstå folk. Jeg tager tingene, som de kommer. Smil til folk, så får du det igen, konstaterer han.

Næstved er en god by at bo i

Marco La Fata har ikke planer om at forlade Næstved – tværtimod.

– Jeg vil rose cityforeningen og Nikolaj, som gør det sindssygt godt. Også kun ros til kommunen, Næstved Erhverv og hele vejen rundt. Det er en god by at bo i, siger han.

Han bliver ofte spurgt, om han selv kunne finde på at gå ind i politik.

– Fandme nej. Der skal ikke være så langt fra tanke til handling – ud over stepperne!

Når han ser tilbage på sit liv, er det ikke de mørke kapitler, der fylder mest, men den udvikling, der fulgte.

– Jeg tror på, at den hylde, man lander på, er den rigtige. Havde du spurgt for tre år siden, ville jeg nok ikke være lige så positiv. Men nu har jeg fundet fodfæste. Og jeg skylder stor tak til mine chefer Nicolai Gudkov og Michael Dalby Jørgensen for at give mig chancen i Skark, siger han og smiler, inden han afslutter samtalen med en sætning, der kunne stå som overskrift for hans liv:

– Vi skal alle sammen være her. Jeg forstår godt, at folk synes, det er ærgerligt, at ting ændres. Men sådan er det – både med byer og med mennesker.