Fotograf: Privat | Opdateret

En lokal håndboldkæmpe er gået bort

NEKROLOG: Stig Jensen, der blandt andet var kendt som mangeårig holdleder for det danske herrelandshold i håndbold, er gået bort. Han blev 73 år.

En stor personlighed såvel i Næstveds som i Danmarks håndboldverden er her ikke mere. Stig Jensen sov stille ind torsdag 22. januar efter længere tids kræftsygdom.

Udover håndbolden levede og åndede han for sin lærergerning gennem næsten 40 år på Lille Næstved Skole, hvor han var ansat hele sit arbejdsliv.

På Næstved Håndbolds Facebook-side bliver han husket som en ildsjæl med overvældende betydning for håndbolden i Næstved. Først gennem en lang, aktiv karriere i Herlufsholm Gymnastikforening (HG), derefter en endnu længere karriere som træner, holdleder, bestyrelsesmedlem og af flere omgange formand for HG - og efter sammenlægningen med Næstved IF også for Næstved Herlufsholm Håndbold (NHH). Senest var Stig Jensen formand for NHH i midten af 00’erne.

Afskedskampen gav bronze

Klubben beskriver ham som meget analytisk og nøgtern i sin tilgang til håndbolden. Han var samtidig en struktureret person, hvilket kom ham – og det danske herrelandshold - til gode i en mangeårig position som holdleder på landsholdet.

I 12 år var han holdleder for Danmark, indtil han stoppede i 2007. Afskedskampen var meget passende VM-bronzekampen i Tyskland, hvor Danmark med Ulrik Wilbek som træner besejrede Frankrig.

Stig Jensen var den ældste i en brødreflok på fire. En brødreflok, der som Stig er tosset med sport. Den yngste, Lars Nedergaard, giver sin storebror disse ord med på den sidste rejse:

- Han var ekstrem ordentlig, betænksom, uselvisk og struktureret, hvorfor hans holdlederstilling på landsholdet og hans mangeårige formandskab i håndboldklubben faldt helt naturligt.

Man kunne altid få et smil ud af Stig Jensen – og en god håndboldsnak. Han var vellidt i alle de kredse, han kom i, og som håndboldklubben skriver: ”Han var lyttende og interesseret i de mennesker, som han kom i berøring med.”

Stig Jensen efterlader sig sin hustru Sanne samt sønnerne Kim og Jesper.

Bisættelsen finder sted 6. februar kl. 11 fra Fensmark Kirke.

Man hyggede sig altid i Stig Jensens selskab. Foto: Privat
Man hyggede sig altid i Stig Jensens selskab. Foto: Privat