Konfirmationer har ændret sig. I dag kan de næsten ligne mindre bryllupper med røgmaskiner, selfie-vægge, cocktails og kjoler, der kræver deres eget postnummer. Nogle kan følge med. Andre kan ikke. Og heldigvis er der også nogen, der med vilje vælger noget helt andet. Noget enklere. Noget mere dem selv.
Jeg tænker tit på min egen konfirmation. Lang kjole. Boppet hår. Et hår, der på billederne mest af alt får mig til at ligne en mellemting mellem en dansktopsanger og en meget alvorlig puddelhund fra 80’erne.
Menuen var rejecocktail, steg og is. Og så var der dansen med onklerne. Det var dengang voksne mænd i kortærmede skjorter og lidt for meget aftershave, mente, at unge piger naturligvis skulle trækkes rundt til Melodi Grand Prix-musik, mens hele familien smilede opmuntrende fra kaffebordet.
Jeg overlevede. Og selvom festen var enkel, var der noget vigtigt, jeg husker meget tydeligt. Min bedste veninde Linda var med hele dagen. Det var faktisk noget af det vigtigste for mig. At hun sad der. Grinede med mig. Kendte mig. Delte dagen med mig.
For når man er ung, betyder det nogle gange mere, hvem der sidder ved siden af én, end hvad der står på menuen.
Jeg husker også præstens tale. Det er egentlig mærkeligt, hvad der bliver hængende gennem et helt liv. Jeg kan ikke huske alle salmerne eller hvem, der gav hvad. Men jeg husker en historie om Karen Blixen, som præsten fortalte.
Et brev til en ven, hvor der stod: ”Intet varer evigt.”
Den sætning har faktisk fulgt mig siden. Ikke på den triste måde. Mere som en stille påmindelse om livet. At gode tider skal nydes. At svære tider går over. At børn bliver voksne. At mennesker forandrer sig. Og at man skal huske at være til stede, mens tiden er der.
Da mine egne børn blev konfirmeret, var verden allerede blevet lidt mere poleret og lidt mere Instagram-venlig. Men det, jeg husker stærkest, er stadig ikke servietterne eller bordpynten. Det var menneskene. Dem, der holdt taler. Lavede skøre indslag. Fik folk til at grine. Fortalte historier børnene måske ikke altid syntes var lige nødvendige at få delt.
Det var nærværet, der gjorde forskellen. Ikke hvor dyr festen var. Måske er det netop dét, vi skal huske hinanden på i konfirmationstiden. At unge mennesker ikke husker alt det perfekte.
De husker stemningen, grinene, nervøsiteten, følelsen af at være elsket, og hvem der stod ved siden af dem på dagen. Resten varer måske ikke evigt.
Men det gør nogle minder heldigvis.
AI-generet: Pernille Sten
