Siden 1989 har den Næstved-baserede virksomhed Ropox hvert år hyldet en ergoterapeut, der har ydet en iøjnefaldende indsats indenfor sit fag med Ropox-prisen. En pris, der reflekterer virksomhedens klare mission om at gøre en forskel for mennesker med funktionsnedsættelse gennem innovative køkkenløsninger, avancerede borde, et væld af produkter til badeværelset og meget mere.
I år gik prisen så til Didde Neuchs Christensen, som blev hyldet foran alle sine ergoterapeut-kolleger på en temadag i DFS Håndterapi i Hedehusene.
I sit virke arbejder hun med at sikre, at flere ældre mennesker får hjælpemidler og dermed bedre kan klare sig selv i en længere periode uden en hjælper. En indsats, hun nu er blevet hædret for med Ropox-prisen 2025 og det medfølgende legat på 25.000 kroner.
- Hver dag gør Didde Neuchs Christensen en forskel for ældre mennesker, samtidig med at hun med sin ergoterapeutiske ildsjæl inspirerer sine kolleger, som har indstillet hende til prisen. Der er ingen tvivl om, at hun personificerer alt det, som Ropox-prisen står for, fortæller Camilla Svendsen, marketingchef hos Ropox.
Didde Neuchs Christensen er centerchef i Hjælpemiddelcenteret i Københavns Kommune og bygger bro mellem teknologien, personalet og borgeren.
KORT OM ROPOX
Siden sin grundlæggelse i 1962 har Ropox hver dag arbejdet aktivt for, at mennesker med en nedsat funktionsevne skal have en lettere hverdag – med både højere livskvalitet, øget selvværd og frihed til at klare sig selv. Samtidig skal deres hjælpere have et optimalt arbejdsmiljø, så deres kræfter lægges dér, hvor det gør allermest gavn.
I dag er Ropox blandt verdens førende specialister indenfor produktion af hjælpemidler og møbler til handicappede og deres hjælpere. I dag beskæftiger virksomheden omkring 70 medarbejdere på verdensplan, hvoraf størstedelen har hjemme på Ringstedgade i Næstved.
