Der skal være mere at komme efter for de yngste, når Næstved Boldklub spiller sine hjemmekampe.
Nykredit Spar Nord har doneret 50.000 kroner til Næstved Boldklub og Startblokken. Pengene er øremærket en ny børnezone på stadion, hvor børn kan lege, mens forældrene følger fodbolden.
– Vi er ved at etablere en børnezone, hvor tilskuere kan komme med deres børn, så de har et område at lege på, mens far og mor kan nyde en god fodboldkamp, fortæller Tobias Nøhr Pedersen fra Startblokken.
Tanken er samtidig, at tilbuddet kan gøre det mere attraktivt for børnefamilier at tage på stadion.
– Det er en måde at tiltrække nye mennesker, som kan se noget værdi i, at der er en form for legeplads til deres børn, siger Tobias Nøhr Pedersen.
De unge får arbejdsopgaver
Startblokken får en særlig rolle omkring den nye børnezone. Projektet arbejder med unge og skal bruge aktiviteterne på stadion som træning i opgaver, der minder om dem, de senere kan møde på en arbejdsplads.
Det kan blandt andet være at stille børneborgen op, holde øje med aktiviteterne og sørge for, at regler og begrænsninger bliver overholdt.
– Vi skal prøve at finde nogle aktiviteter i boldklubben, som minder om noget i det virkelige arbejdsliv. Det kan være med til at træne de unge til det næste job, de skal ud i, fortæller Tobias Nøhr Pedersen, der er rigtig godt tilfreds med donationen.
– 50.000 kroner falder lige perfekt, så vi kan få sat gang i noget, vi glæder os til at se udfaldet af, siger han.
Skal samle flere på stadion
Hos Nykredit Spar Nord ser man børnezonen som en investering i fællesskabet omkring Næstved Boldklub.
– Vi vil rigtig gerne give donationer til gode, lokale initiativer. Vi blev spurgt, om vi havde lyst til at støtte det her, og det havde vi, for det her gør noget godt for fællesskabet og kan måske få endnu flere på stadion – især den unge generation, siger lokalbankdirektør Christina Birk Batsberg.
Erhvervskundechef Jonas Danielsson har selv minder om at være barn på stadion.
– Da jeg selv kom her med min far, løb vi og hyggede os. Det var en stor del af det at lege med de andre. Så at lave et initiativ, der understøtter de næste generationer, er fantastisk, siger Danielsson, der stadig ofte selv befinder sig på stadion, når Næstved spiller hjemmekampe.
– Fodbold er for mig det mest samlende i byen. Noget af det sponsorat, vi har med klubben, bygger også på, at vores kunder kan komme gratis til fodbold. Vi vil gerne støtte op om at få så mange på stadion som muligt, siger Jonas Danielsson.
I sorte trøjer er det Tobias Nøhr Pedersen og Pernille Sidenius, der sammen med Næstved Boldklubs administrationschef Celine Knarreborg (th) glæder sig over donationen på de 50.000 kroner. Christina Birk Batsberg og Jonas Danielsson fra Nykredit Spar Nord er de glade givere. Foto: John Ringstrøm