Soroptimisterne i Næstved markerede den 8. marts på juice-baren Individ ved at uddele donationer til tre lokale organisationer, der arbejder med kvinder og børn ramt af vold.
I alt blev der uddelt 30.000 kroner til Fonden Gro, Q-net Næstved samt Frelsens Hærs Krisecenter og Rådgivning Næstved. Donationerne blev overrakt af Næstveds borgmester Kenneth Sørensen.
Pengene skal blandt andet bruges til rådgivning, fællesskaber og aktiviteter for kvinder og børn, der har været udsat for vold i nære relationer.
– Vi er meget taknemmelige for Soroptimisternes flotte donation, som vi vil bruge til vores ambulante rådgivning. Vi er afhængige af støtte og donationer fra eksterne aktører, da rådgivningen ikke er takstfinansieret, og vi derfor løbende skal søge midler. På sigt drømmer vi om at kunne hjælpe flere kvinder i vores ambulante rådgivning. Det er støtten fra Soroptimisterne med til at sikre, siger Signe Berner Kruuse fra Fonden Gro
Hos Q-net i Næstved vil donationen blandt andet styrke fællesskabet for kvinder og børn, der har været udsat for vold.
– Q-net, Næstved er dybt, dybt taknemmelige for Soroptimisternes flotte donation til os. Den rækker så fint til en udflugt eller til et par af vores månedlige fællesspisninger for voldsramte kvinder og deres børn. Af hjertet tak, lyder det fra Anne Zabell, aktivitetsmedarbejder i Q-Net.
Også på Frelsens Hærs krisecenter i Næstved vil pengene få konkret betydning i hverdagen.
– Donationen vil gå til arrangementer, fødselsdagsfejringer, ture og lignende for de kvinder og børn, der tager ophold på krisecentret efter at have været udsat for vold eller trusler i nære relationer. En tur i biografen, måske første gang, kan være en stor oplevelse for et barn, der ikke før har fået den mulighed, siger souschef Stine Werner.
Arbejder globalt for kvinders rettigheder
SI Næstved er en del af et globalt netværk af kvinder, der arbejder for at forbedre kvinders og børns livsvilkår gennem projekter, oplysning og økonomisk støtte til sociale indsatser.
Organisationen har omkring 66.000 medlemmer på verdensplan og arbejder blandt andet med uddannelse, ligestilling, bekæmpelse af fattigdom og indsatsen mod vold mod kvinder og piger.
De lokale donationer finansieres blandt andet gennem frivillige aktiviteter og salg, hvor overskuddet går direkte til klubbens projekter og støttearbejde.
Vold mod kvinder er et globalt problem
Temaet for årets markering var “En verden fri for vold mod kvinder og børn”.
Globalt bliver en kvinde dræbt hvert tiende minut af en partner eller en anden nær relation. I Danmark bliver hver fjerde kvinde udsat for partnervold i løbet af sit liv.
Tal fra Danmarks Statistik viser samtidig, at omkring 3300 personer opholdt sig på danske krisecentre i 2024 – og at der blev medbragt omkring 2600 børn.
Ud over donationerne til de lokale organisationer har Soroptimisterne i Næstved også sendt støtte til internationale projekter: 10.000 kroner til et projekt for teenagemødre i Rumænien samt to donationer på 5.000 kroner til projekter i Grønland.
Fra venstre er det Anne Zabell, aktivitetsmedarbejder hos Q-Net, Næstved,
Kenneth Sørensen, Signe Berner Kruse, stifter og leder af
Fonden Gro samt Stine Werner, souchef Næstved Krisecenter.
Foto: Privat
