Fotograf: Privat | Opdateret

30 livshistorier får stemme i Mogenstrup

30 mennesker, der ligger begravet på Mogenstrup Kirkegård, får nu deres livshistorier fortalt i ord, billeder og lyd. Dermed bliver kirkegården den syvende i Næstved Provstis projekt ”Livshistorier fra Kirkegårdene”.

Bag navnene og årstallene på gravstenene gemmer sig levede liv. Nogle satte tydelige spor i historien, mens andre levede et mere almindeligt liv.

Nu bliver 30 af historierne på Mogenstrup Kirkegård foldet ud for besøgende.

Søndag den 13. september bliver Mogenstrup Kirkegård officielt en del af Næstved Provstis projekt ”Livshistorier fra Kirkegårdene”. Det sker efter høstgudstjenesten i Mogenstrup Kirke klokken 10.30, hvor der efterfølgende holdes reception.

Ved udvalgte gravsteder er der opsat QR-koder. Scanner man en kode med sin telefon, åbner fortællingen om mennesket bag gravstenen med tekst, billeder og lyd.

– Hele formålet med livshistorierne er at fortælle om menneskers liv. Nogle har gjort en indsats, som vi fortsat har glæde af, men andre har levet livet som de fleste før. Alle har bidraget med noget, som nu bliver hørt, set og værdsat, siger Pernille Roug, der sammen med Inge Olhoff-Jakobsen er projektansvarlig og initiativtager.

Fra lærerinde til berømt kunstmaler

Blandt de 30 fortællinger er historien om lærerinden Elly Gasmann, som gjorde en forskel for både skoleelever og krigsfanger i Sønderjylland under Første Verdenskrig.

Besøgende kan også møde historien om Ole Pingel, der var uddannet maskinarbejder, blev cykelrytter og siden åbnede cykelforretning i Næstved.

En anden fortælling handler om Valborg Holbøll, der beskrives som hjemmets hjerte.

Og så er der en af de mest kendte, som hviler på Mogenstrup Kirkegård: kunstmaleren L.A. Ring. Han blev kendt for sine skildringer af blandt andet det hårde liv på landet og fik af borgerskabet øgenavnet ”Det hæsliges apostel”.

Netop L.A. Ring er også omdrejningspunkt for en aktuel udstilling i et nyt mødested, som åbner samme dag i kirkegårdens tidligere kapel.

Her bliver der mulighed for at få en kop kaffe, se en udstilling, lytte til en livshistorie eller finde plads til ro og en bøn.

139 livshistorier

Med Mogenstrup er ”Livshistorier fra Kirkegårdene” vokset til i alt 139 fortællinger på syv kirkegårde i Næstved Provsti.

De øvrige kirkegårde er Næstelsø, Snesere, Vallensved, Gunderslev, Herlufsholm og Næstved Gamle Kirkegård.

Projektet er skabt i samarbejde med Næstved Provsti, mens delen på Mogenstrup Kirkegård er støttet af Sparekassen Kronjylland.

å Mogenstrup Kirkegård kan besøgende blive klogere, rørt og underholdt af historier om 30 af de gravstedte.

På Mogenstrup Kirkegård kan besøgende blive klogere, rørt og underholdt af historier om 30 
af de gravstedte. Foto: Privat

Livshistorier fra Kirkegårdene

I alt fortælles 139 livshistorier på syv kirkegårde:

Næstelsø: 9
Snesere: 13
Vallensved: 10
Gunderslev: 11
Herlufsholm: 30
Næstved Gamle: 36
Mogenstrup: 30