Gennem omkring 25 år var Næstved næsten fast inventar i Danmarks bedste fodboldrække, og som den eneste SBU-klub har Næstved haft plads i Danmarksturneringen uafbrudt siden 2. verdenskrig.
Det sydsjællandske fodboldflagskib er seks gange sluttet blandt medaljevinderne. To gange sølv og fire gange bronze. I 1980 var “De Grønne” med over 20.000 vidner på Næstved Stadion kun et par minutter fra DM-guldet. Foreløbig må Næstved nøjes med en DM-titel i indefodbold. I 1994 var Næstved repræsenteret i landspokalfinalen, og med opbakning fra 10.000 sydsjællændere var “De Grønne” tæt på at besejre Brøndby. To år senere rykkede Næstved ud af Superligaen, og klubben oplevede i slutningen af 1990´erne en ubehagelig rutsjetur til bunden af 2. division. Næstved har dog “fundet sig selv igen” og opnår forhåbentlig i fremtiden igen en plads i landets bedste fodboldrække.