Han var stadig gymnasieelev, da han fik sin første kunde.
I dag – som 24-årig – sidder Victor Paarup til møder med ejerledere og direktører, der ofte er dobbelt så gamle som ham selv. Her taler han om annoncering, branding og strategi på sociale medier. Men vejen dertil begyndte lokalt – og tidligt.
Victor Paarup er opvokset i Næstved og blev student fra Herlufsholm i 2021. Allerede i gymnasietiden begyndte han at arbejde med markedsføring.
– Skolen var faktisk min første kunde. Derudover havde en af min kammeraters forældre et stort rejsebureau, der solgte rejser til Harzen, og pludselig havde jeg to kunder, siger han, som dermed plantede de første frø til det, der senere skulle blive til bureauet Paarup & Co.
Frygten for at fejle
Planen var egentlig at læse videre på CBS. Men beslutningen ændrede sig.
– Efter gymnasiet kastede jeg mig bare ud i det. Min største frygt var nederlag. Der er ingen i min familie, der har været selvstændige. Min mor er skolelærer og min far VVS’er, fortæller Victor Paarup.
Han valgte usikkerheden frem for den sikre studievej. Det var ikke kun en professionel beslutning – men også en personlig. I dag lever han et liv, der ifølge ham selv ikke ligner de fleste 24-åriges.
– Mit liv handler meget om selvudvikling. Jeg vinterbader, spiller meget padel, går til fitness og tager på retreats. I flere år har jeg også haft en coach tilknyttet, siger Paarup.
Den yngste i lokalet
Det har ikke været uden udfordringer at banke på dørene som helt ung iværksætter.
– At være den yngste i lokalet er ikke ”for alle”. Der er nok ikke så mange af mig. I de første år kunne jeg tit høre sætningen: ”Hvad har ham den unge knejt på hjertet”. Jeg skulle overbevise dem om, at online markedsføring var det rigtige, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet...
24-årige Victor Paarup har gjort det til en levevej at hjælpe virksomheder med blandt andet visuel branding. Foto: John Ringstrøm
I dag arbejder han med virksomheder i og uden for Næstved Kommune – omkring 70 procent af kunderne er lokale, mens andre er fra blandt andet Sorø, Hvalsø, Solrød, København og Skjern.
Han oplever, at mange virksomheder godt ved, at de skal være synlige på sociale medier, men mangler retning.
– Annoncering på sociale medier er nu kommet under huden på mange, selv om det var nyt for dem. Mange er jo selv privat på de sociale medier og er også de største forbrugere – men ikke forretningsmæssigt, siger han.
Fra annoncer til helhed
I begyndelsen var fokus primært på Facebook-annoncering. Men han oplevede hurtigt et hul.
– Jeg så en kæmpe udfordring i, at der manglede noget visuelt. Jeg har altid taget billeder og video, så det visuelle tog fart, da det var dét, firmaerne manglede. Jeg var et halvt år hos en fotograf for at lære og i dag arbejder vi meget bredt med strategi, indhold og annoncering, siger Victor Paarup, der har indført et ”økosystem” i sit bureaus strategi.
– Mange andre er gode til nicher, men vi kigger meget mere bredt i vores økosystem. Jeg føler, vi nu har opbygget et godt fundament til at kunne fylde noget mere, siger han, der i dag har to fuldtidsansatte, og ambitionen er at udvide med endnu en videograf i Paarup & Co.
– Ambitionen er at være et attraktivt bureau i Sydsjælland, konstaterer han, der netop har præsenteret et regnskab for 2025 med et overskud på godt en halv million kroner efter skat.
Vil hjælpe andre unge frem
Selv om forretningen fylder meget, fylder en anden ambition også.
– Jeg har en vision om at hjælpe unge iværksættere frem. Det vrimler jo ikke ligefrem med dem. Jeg skal blandt andet holde to workshops i Næstved Erhverv og er med i et rådgiverpanel, fortæller den 24-årige Næstved-dreng.
For Victor Paarup handler iværksætteri ikke kun om kampagner og klikrater. Det handler også om at turde gå en anden vej – selv når man er den yngste i lokalet.