I mange år har musikere og bands indenfor alle genrer spillet over et stort anlæg, der har kunne spille højt men måske ikke nær så pænt. Det bliver der lavet om på nu, hvor Slagelse-firmaet NexusEvent har været helt inde i ”maskinrummet” for at skrue på de rigtige knapper.
- Det gamle anlæg fra gammel tid havde det formål, at det bare skulle spille højt. Men nogle gange kunne vi dårligt høre, hvad kunderne sagde til os i baren. Nu bliver lyden på gulvet og førstesalen meget bedre, siger Ernst Bach fra Kongebryg.
Højttalersystemet bliver ikke skiftet ud. Det bliver bare forbedret.
- Vi renoverer subwooferne, sætter dem ned under gulvet og vinkler højttalerne i loftet, så de peger den rigtige vej. Og så sætter vi ekstra højttalere op i rummet. Vi har målt hele lokalet og tuner anlægget til det, fortæller ejer af NexusEvent, Claus Flid.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ernst Bach (t.v.) og Claus Flid i en rolig stund midt i al lyd- og lysrenoveringen. Foto: John Ringstrøm
NexusEvent står også for hele lyd- og lysarrangementet til Team FOG Næstved hjemmekampe i Basketligaen, og det er dér igennem, Flid og Bach har mødt hinanden.
- Ernst har voldsomme visioner for Kongebryg, og det er bare fedt at være med på, siger Claus Flid med et smil.
Mens lydanlægget blot skal optimeres, er hele lysanlægget til gengæld skiftet ud. Førhen bestod systemet af gamle PAR-lamper, men nu sidder det LED-lamper på lysbroerne og øvrige, relevante steder i det tidligere våbenværksted på den gamle gardehusarkaserne.
- De gamle lamper brugte op til 22.000 watt i timen. Med de nye LED-lamper kommer vi ned på cirka 3000 watt – en væsentlig forskel i både økonomi og varmeudledning, lyder det fra Claus Flid, der selv er lydtekniker og har 11 ansat i event-firmaet.
Hos Kongebryg glæder Ernst Bach sig især til 14. november, hvor det nyrenoverede anlæg og lys skal stå sin første, alvorlige prøve. Her kommer det populære band, Hvide Løgne, på besøg til en aften, hvor dansegulvet formentlig bliver proppet.
- Det har selvfølgelig kostet nogle penge, men det er en langsigtet investering. Hvis musikerne skal levere kvalitet, skal vi også give dem den kredit, at de skal have det bedste set-up. Og næste år satser vi på flere lørdags-koncerter med lidt større navne, lyder det fra Ernst Bach, som også driver Kabyssen fra Kongebryg.
De gamle PAR-lamper virker stadig er nu sat til salg. Foto: John Ringstrøm