Det lignede til tider mere en træningskamp end et opgør i landets bedste basketballrække, da Team FOG Næstved onsdag aften tog imod Bears Academy fra Aarhus.
Forskellen på de to mandskaber var ganske enkelt for stor. Næstveds tophold var både fysisk og spillemæssigt overlegent, og gæsterne fik aldrig for alvor sat hjemmeholdet under pres.
Det til trods for, at Team FOG Næstved langt fra stillede i stærkeste opstilling. Skader og den nylige afgang af canadiske Samuel Maillet betød, at cheftræner Danny Peters blot havde syv etablerede spillere til rådighed.
Men det var rigeligt til at sætte de unge aarhusianere på plads, der kun fik en lille opblomstring i tredje periode, som de vandt 26-25.
Stadig ubesejret
Med sejren på 113-80 har Team FOG Næstved vundet samtlige otte kampe i denne sæson og fastholder dermed sin position i toppen af Basketligaen. Kun Bakken Bears er også ubesejret, men de har kun spillet seks kampe.
Sydsjællændernes smalle trup kan dog blive en udfordring, når modstanden bliver stærkere. Klubben er allerede på jagt efter en afløser for Samuel Maillet, der har forladt holdet på grund af en skulderskade.
Næste opgave venter onsdag 4. november på udebane mod Værløse Blue Hawks, inden der søndag 8. november er lagt op til et regulært topbrag i Arena Næstved mod Bakken Bears.
Julian Larry er på vej til at lægge bolden i kurven. Foto: John Ringstrøm
Basketligaen
Team FOG Næstved – Bears Academy: 113-80
Periodecifre:
35-15, 21-20, 25-26, 32-19
Point for Næstved:
Pip Ajayi og Jordan Goldwire hver 20, Julian Larry 18, Bryan Etumnu 17, Roger McFarlane 15, Lau Christoffersen 12, Jacobi Wright 11.
Topscorere for Bears:
Luka Churchill og Jerome Ulrich hver 13.
Rebounds:
47-36