Michael Hartmann Frandsen, der står i spidsen for SeeSafe ApS i Næstved, er udvalgt som den ene af to sjællandske finalister til Årets Temapris 2026. Han skal nu dyste mod ejerledere fra resten af landet, når prisen uddeles 12. november i Hellerup.
Temaprisen uddeles af PwC i samarbejde med Jyske Bank, Dansk Erhverv og Finans. I år er fokus på ejerledernes evne til at skabe vækst og styrke virksomhederne gennem strategiske investeringer.
Fra Næstved til 19 lande
Michael Hartmann Frandsen stiftede SeeSafe i 2008 sammen med en partner, som han siden har købt ud. Virksomheden leverer overvågnings- og sikkerhedsløsninger til både mindre virksomheder og internationale koncerner og har i dag aktiviteter i 19 lande.
Væksten er blandt andet skabt gennem virksomhedsopkøb, produktudvikling og investeringer i nye domicilejendomme, senest i 2025.
Ifølge PwC har Michael Hartmann Frandsen samtidig haft fokus på at opbygge en organisation, hvor medarbejderne får ansvar og medindflydelse på virksomhedens udvikling.
Investeringer belønnes
Den anden sjællandske finalist er Anders Moestrup Rasmussen fra AKJ Industri i Roskilde, der gennem opkøb og vækst har udviklet sin industrikoncern fra cirka 50 til 200 medarbejdere.
– I en tid præget af forandring er strategiske investeringer afgørende for at sikre fremtidig vækst og innovation, siger Lars Vagner Hansen, partner i PwC i Ringsted.
Årets Ejerleder afholdes for 23. gang. Landskåringen finder sted torsdag 12. november hos PwC i Hellerup, hvor Michael Hartmann Frandsen får mulighed for at føje endnu en anerkendelse til Næstveds erhvervsliv.
Michael Hartmann Frandsen. Foto: Presse
