Fotograf: Presse | Opdateret

436 skoleelever klar til opfinderfinale på ZBC

Hvordan skaber man grønnere byer, stærkere fællesskaber og bedre steder at være ung? Det har 436 skoleelever fra Næstved Kommune arbejdet med. Onsdag og torsdag skal deres idéer stå sin prøve ved lokalfinalerne i Projekt Edison.

Elever fra 6. og 7. klasse på seks skoler i Næstved Kommune har de seneste uger haft innovation og iværksætteri på skoleskemaet.

Nu skal de præsentere deres idéer for dommere fra erhvervslivet og uddannelsessektoren, når ZBC i Næstved danner rammen om lokalfinalerne i opfinderkonkurrencen Projekt Edison onsdag og torsdag.

Årets tema er Din og min by i bevægelse, og eleverne har arbejdet med løsninger, der kan gøre deres lokalområder grønnere, tryggere og mere attraktive.

Drømmer om aktivitetspark i Mogenstrup

Blandt deltagerne er fem elever fra 6.B på Fladsåskolen i Mogenstrup. De har udviklet en idé til en aktivitetspark på skolens område med legeplads, trampoliner, pumptrackbane og sandkasse.

– Vi vil gerne have lavet en park med plads til legeplads, trampoliner, pumptrack bane og sandkasse. Det skal være et sted, hvor børn og unge har lyst til at være uanset alder, fortæller Dicte Stub Holmgren.

Gruppen undersøger allerede mulighederne for at søge fondsmidler, så idéen måske kan blive til virkelighed.

– Hvis man ikke har nogen at være sammen med, så kan man bare komme hen i parken og finde nogen dér, siger Cornelius Phil Duebech.

15 idéer går videre

De 15 bedste projekter fra lokalfinalerne kvalificerer sig til Landsfinale Øst, der afholdes i Arena Næstved 12. november med deltagelse af elever fra hele Østdanmark.

Formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, Kasper Schneider, glæder sig over elevernes engagement.

– Eleverne oplever, at deres idéer kan gøre en forskel for andre mennesker, samtidig med at de træner kreativitet, samarbejde og problemløsning, siger han.

Lokalfinalerne afholdes på ZBC, Handelsskolevej 3, begge dage fra klokken 9.30 til 13.30. Elevernes præsentationer finder sted mellem klokken 9.45 og 12.15. 

6. klasserne fra Fladsåskolen afdeling Mogenstrup deltager i lokalfinalerne i Projekt Edison. Team C.I.D.V.S fra 6.B. deltager med en idé om en stor aktivitetspark for børn og unge i Mogenstrup.

6. klasserne fra Fladsåskolen afdeling Mogenstrup deltager i lokalfinalerne i Projekt Edison. Team C.I.D.V.S fra 6.B. deltager med en idé om en stor aktivitetspark for børn og unge i Mogenstrup. Foto: Presse