Når elever og medarbejdere vender tilbage efter sommerferien, bliver det med et nyt ansigt i direktionen hos ZBC. Dorthe Høst Sarup tiltræder som vicedirektør og får ansvaret for gymnasierne og sekretariatet.
Hun kommer fra en stilling som kontorchef i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, hvor hun siden 2020 har arbejdet med centrale drifts- og udviklingsopgaver samt uddannelsespolitiske reformer. Tidligere har hun blandt andet været ansat i Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, Erhvervsstyrelsen, Erhvervsministeriet og Europa-Parlamentet.
Dorthe Høst Sarup er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har mere end 15 års erfaring med ledelse, uddannelses- og erhvervspolitik samt offentlig administration.
Som en del af direktionen skal hun sammen med direktør Glenny Hansen og den øvrige ledelse være med til at udvikle ZBC og styrke samarbejdet på tværs af organisationen.
- Vi er meget glade for, at Dorthe Høst Sarup har sagt ja til at blive en del af ZBC. Hun kommer med stor erfaring fra uddannelsesområdet og politisk ledede organisationer, og jeg er overbevist om, at hun bliver en stærk medspiller i den fortsatte udvikling af ZBC, siger direktør Glenny Hansen i en pressemeddelelse.
Den kommende vicedirektør ser også frem til at tage hul på den nye opgave.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at lære organisationen, medarbejderne og eleverne at kende og til sammen med direktionen og resten af ZBC at bidrage til udviklingen af en uddannelsesinstitution, der gør en forskel for både unge og voksne, siger Dorthe Høst Sarup.
Dorthe Høst Sarup er ny vicedirektør hos ZBC. Foto: Presse
