Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Vital udesejr til Team FOG Næstved i Svendborg

Som det mest formstærke mandskab i Basketligaen er der ikke mange hold, der kan matche Team FOG Næstved for tiden.

Heller ikke Svendborg Rabbits, som torsdag aften hjemme i egen arena tabte med 83-86 til sydsjællænderne.

Det var den blot anden kamp i Mesterskabsspillet, men med sejren har Team FOG Næstved nu vundet seks kampe i streg, holder fast i førstepladsen á point med Bakken Bears, og – måske det vigtiste – er 10 point foran Randers Cimbria og Horsens IC på henholdsvis fjerde- og femtepladsen.

Derfor er sydsjællænderne endnu et stort skridt tættere på at ende i top-4, der får en plads i DM-semifinalerne.

Sejren i Svendborg kom i hus på fight og ikke det flotteste spil, og det blev en tæt affære hele vejen. Fynboerne lagde ud og førte 23–19 efter første periode, mens Team FOG vandt anden periode og kunne gå til pause bagud med to point, 40-42.

Efter pausen var værterne stadig foran og udbyggede sågar en smule, men inden sidste periode var kampen stadig helt tæt. Det var dog med Team FOG Næstved i front med et enkelt point, så der var lagt op til en intens afslutning.

Helt frem til de sidste sekunder var kampen tæt, men gæsterne bevarede roen. Tyler Harris satte nogle afgørende straffekast, mens Svendborgs sidste forsøg ikke ramte kurven. 

Samuel Tabe blev topscorer med 18 point og ni rebounds, og over hele kampen vandt Team FOG Næstved også klart rebound-spillet.

Der mangler otte kampe i slutspillet, og Team FOG Næstveds næste er allerede mandag aften hjemme i Arena Næstved, hvor Randers Cimbria er modstanderen.

Samuel Tabe blev topscorer for Team FOG Næstved i Svendborg. Foto: John Ringstrøm

Samuel Tabe blev topscorer for Team FOG Næstved i Svendborg. Foto: John Ringstrøm

Basketligaen
Svendborg Rabbits - Team FOG Næstved: 83-86

Periodecifre: 
23-19, 19-21, 15-18, 26-28

Point for Team FOG: 
Samuel Tabe 18, Rollie Worster og David Jean-Baptiste 13, Tyler Harris 12, Cole Bajema 11, Pip Ajayi 10, Vic Searls 7, Ikenna Okeke 2.