Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Vigtig udligning i semifinaleserien

Der er åbenbart ikke noget, der hedder ”ude godt – hjemme bedst” i DM-semifinaleserien mellem Team FOG Næstved og Svendborg Rabbits.

Faktisk har de to første kampe vist, at det er lige omvendt. I mandags vandt fynboerne 101-88 i Arena Næstved og torsdag aften var det så sydsjællændernes tur til at tage en udesejr, da de vandt 75-63 i ”kaninhulen” i Svendborg.

Dermed står det 1-1 i kampe og helt lige, inden de mødes igen mandag aften i Arena Næstved. Der spilles bedst af fem kampe i semifinaleserien.

- Det her er præcis den kamp, vi havde brug for - et klart svar til Rabbits og et signal om, at vi ikke giver os uden kamp. Nu er serien åben igen, og vi er klar til det, der venter, lyder det fra Team FOG Næstved.

I kampen i Svendborg var det især en stærk defensiv, der banede vejen for sejr. Fynboerne ramte slet ikke de skudprocenter på trepointforsøg, som de gjorde i den første kamp. Svendborg scorede kun på seks ud af 30 forsøg, mens Næstved var en anelse bedre med seks ramte ud af 24 forsøg.

Gæsterne var derimod rigtig stærke til at forsvare. De blev blandt andet noteret for seks ”steals” samt 54 rebounds mod Svendborgs 39.

Hos Svendborg blev Akuel Kot topscorer med 17 point og det samme lavede Næstveds Cole Bajema.

 

KAMPEN I TAL

Basketligaen, 2. DM-semifinale
Svendborg Rabbits - Team FOG Næstved: 63-75

Periodecifre: 
19-19, 17-23, 9-15, 18-18
Svendborgs topscorer: 
Akuel Kot 17
Næstveds topscorer: 
Cole Bajema 17