Det gælder sidste runde i grundspillet, og selv om både Roskilde og Næstved er sikret plads i DM-semifinalerne, er der stadig meget på spil, når de to hold mødes søndag i Roskilde Kongres- og Idrætscenter.
- Det er en meget svær udekamp. På papiret kan det godt ligne, at den ikke er så vigtig, fordi begge hold er sikret semifinale. Men den er faktisk utrolig vigtig, for vinderen af kampen ender som nummer ét i slutspillet, og er derfor førstevælger til modstander i semifinalen. Her er B75 væsentlig ringere end Herlev, så dem vil vi foretrække. Ydermere får vinderen af grundspillet to hjemmekampe i både semifinalen og en eventuel finale. Det er en stor fordel, når det gælder kampen om guldet, mener Næstved Bordtennis’ fungerende sportschef Magnus Spottog.
Han har udtaget det stærkeste hold, han kan, hvilket vil sige Anders Eriksson, der netop er udtaget til det svenske landshold, taiwaneseren Yang samt de to tjekkiske spillere, Michal Obeslo og Tomas Koldas.
- Roskilde vil efter sigende også gå 100 procent efter sejren. De kommer nok til at stille med deres stærke svensker Jens Lundquist, som ikke har tabt, jeg ved ikke hvor mange kampe. Men vi mener, at både Eriksson og Yang er en lille smule bedre - eller på niveau. Og Roskilde stiller nok også med Tobias Rasmussen, der nok er den tredjebedste dansker samt veteranen Allan Bentsen og Dominikas, vurderer Magnus Spottog.
Roskilde fører liga-grundspillet med tre point foran Næstved, så en sejr på tre overskydende kampe er et krav for at tage førstepladsen.
Kampen spilles søndag kl. 12.
