Fotograf: Alexandre Nestora | Opdateret

Vesterhave Vingaard overrasker fransk presse

Dansk vin fik for nylig en markant international platform, da VisitDenmark og den franske brancheorganisation ADONET afholdt et stort presseevent i Paris. 

Her deltog knap 200 af Frankrigs mest indflydelsesrige journalister, rejsemedier og influencers - med fokus på temaet “Danmark som spirende vinland.”

Vesterhave Vingaard i Karrebæksminde var blandt de få udvalgte vingårde, der repræsenterede dansk vinproduktion på scenen. Jesper Rye Jensen, vinbonde og ejer af vingården, deltog personligt og præsenterede vingårdens prisvindende rødvine - Blå og Sort Lagune - som overraskede selv erfarne franske vinskribenter.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jesper Rye brillerede med sit franske på scenen i Paris. Foto: Alexandre NESTORA
Jesper Rye brillerede med sit franske på scenen i Paris. Foto: Alexandre NESTORA

Flere journalister beskrev vinene som “på niveau med kendte franske kvaliteter”, og mange udtrykte stor forundring over, at så modne, rige og elegante rødvine kan produceres på nordlige breddegrader. 

Under smagningen blev danske vine og vinbilleder vist på storskærme rundt på eventet, og interessen for Danmark som nyt vinland var mærkbart stigende.

- Et lille ekstra øjeblik jeg sent glemmer: Da jeg blev inviteret på scenen og valgte at holde dele af min præsentation på fransk - Det udløste både grin, bifald og en masse skulderklap bagefter, og det gjorde aftenen endnu mere mindeværdig, siger Jesper Rye Jensen.

Eventets formål var at styrke kendskabet til dansk vin og inspirere franske turister til at besøge Danmark. Og responsen var entydigt positiv.

- Det var en stor oplevelse at repræsentere Danmark i Paris - og ikke mindst at høre så mange rosende ord om dansk vin. Niveauet for dansk vinproduktion har aldrig været højere, fortæller Jesper Rye Jensen.