Sidst, der var et ”verdensnavn” på scenen ved Rønnebæksholm, var 30. juni 2018. Her sad Danmarks nationalskjald, Kim Larsen, og gav én af sine sidste koncerter inden sin død i oktober samme år.
6400 mennesker dengang sang med på Larsens klassikere og selv om der ikke bliver plads til lige så mange 6. august, når Verdensballetten kommer til Rønnebæksholm, håber arrangørerne, citychef Nicolaj Lund Jensen fra Næstved Cityforening og kunstner Diana Juhl, at der bliver udsolgt.
- Der bliver plads til 1200 tilskuere, og vi er så langt nu, at vi ”bare” skal have solgt de sidste billetter. Vi satser også på et ”run” til sidst, for folk vil måske gerne lige se vejret an, siger Nicolaj Lund Jensen, som har været i Rønnebæksholms smukke herregårdspark og inspiceret omgivelserne.
- Alt det praktiske er der styr på nu. Scenen bliver sat op i haven, så vi har Rønnebæksholm i baggrunden. Og scenen bliver heller ikke så høj, for folk skal kunne se dansernes fødder, siger citychefen.
Han glæder sig enormt til at se forestillingen på Rønnebæksholm, som bliver eneste sted i Sydsjælland, man kan opleve den i år. En forestilling, der forener klassisk ballet, opera og levende musik.
Artiklen fortsætter under billedet...

Publikum kan se frem til en aften i selskab med nogle af verdens bedste dansere, internationale operasolister og klassiske musikere - alt sammen i de smukke omgivelser på den over 700 år gamle herregård, der tidligere var hjem for N.F.S. Grundtvig.
Et samspil mellem kunst, kultur og historie
Verdensballetten starter sin sommerturné 9. juli ved Sølyst i Klampenborg, og skal videre til øen Sylt, Himmelbjerget, Møllerup Gods på Mols, Den tilsandede kirke i Skagen, Trelleborg i Slagelse, Grønnegaarden på Frederiksberg, Fjordenhus i Vejle, Great Northern i Kerteminde og Tisvildeleje, inden den slutter i Næstved.
- Vi er enormt glade for at kunne få verdensballetten til Næstved og præsentere folk for nogle af verdens bedste dansere og så på en smuk lokalitet som Rønnebæksholm. Vi er stolte og taknemmelig over at bidrage til denne særlige begivenhed, lyder det fra Diana Juhl, der har taget initiativ til arrangementet og også er indehaver af café Atmosfære i Torvestræde.
Verdensstjerner tæt på publikum
Forestillingen præsenterer solodansere og primaballerinaer fra verdens førende kompagnier - bl.a. The Royal Ballet i London, Staatsballett Berlin og Hamburg Ballett. Også danske topnavne fra Det Kongelige Teater medvirker.
Programmet er et udsøgt potpourri med uddrag af klassiske balletter som Tornerose, Giselle og Manon, men også nykoreograferede stykker skabt specielt til Verdensballetten.
Den kunstneriske ramme sættes af tenor og konferencier Jens-Christian Wandt, der med underholdende anekdoter om forestillingens repertoire binder det hele sammen til en helstøbt aften af højeste kaliber.

Praktisk info
Sted:
Rønnebæksholm, Rønnebæksholm 1, 4700 Næstved
Tid:
Onsdag den 6. august 2025 kl. 19.30
(Parken og museet åbner kl. 17.00)
Billetinformation:
Billetter kan købes fysisk hos Atmosfære i Torvestræde eller i caféen på Rønnebæksholm.
Du kan også gå ind her og bestille dem online: