Virksomhedens direktør, Kim Holmberg, oplyser, at en planlagt emballageafgift på seks kroner per kilo glas fra 1. oktober kan tvinge Ardaghs kunder til at udskifte glasemballage med plast. Den afgift er ifølge Kim Holmberg mellem fire og 10 gange højere end tilsvarende afgifter i andre EU-lande.
- Det siger sig selv, at Venstre i Næstved vil gøre, hvad vi kan, for at påvirke vores regering til at sikre, at vores vigtige lokale virksomhed kan konkurrere på lige fod med andre tilsvarende virksomheder i EU,” siger Venstres borgmesterkandidat og gruppeformand, Kenneth Sørensen.
- Holmegaards produktion er baseret på næsten 90 procent genbrugsglas, som Næstveds anden store glasvirksomhed, Reiling, indsamler og sorterer. Så det vil være helt tosset, hvis en afgift, der har til formål at betale for genanvendelse af emballage, ender med et lukke Danmarks eneste glasvirksomhed, der genanvender store mængder glas, siger Kenneth Sørensen.
Venstre i Næstved kommune har bedt både Christian Friis Bach, der er folketingsmedlem for Venstre i Næstved-kredsen, og Louise Schack Elholm, der er folketingsmedlem for Venstre i Ringsted-kredsen, om at gå ind i sagen.
- Også regeringens miljøminister, Magnus Heuniche, har meddelt, at han vil se nærmere på sagen. Så vi har mange gode kræfter til at hjælpe os med at bevare den store arbejdsplads, der er vigtig for både vores kommune og for miljøet. Vi er selvsagt også klar til at samarbejde med borgmester Carsten Rasmussen og de øvrige byrådsmedlemmer for at sikre Ardagh Holmegaards eksistens også på den anden side af virksomhedens snarlige 200 års jubilæum, siger Kenneth Sørensen.
Christian Friis Bach oplyser, at han vil rejse spørgsmålet om implementeringen af emballageafgiften politisk.
- Jeg er meget kritisk overfor den afgift, som jeg kender til både fra Europaudvalget og fra min egen lille virksomhed, siger han.
