Næstved Kunstforening lægger hus til, når de to unge kunstnere, der begge er udgået fra Talentskolens Kunstlinje, har udstilling og performance lørdag 6. september. Og det sker med oplæg fra kunstnerisk leder af Rønnebæksholm samt Billedskolen Storstrøm, Lotte Juul Petersen, der også vil være moderator ved en artist-talk.
- Jeg er simpelthen så imponeret af, hvad det er blevet til med Josephine og Carl-Johan. De to unge mennesker har virkelig forstået at omsætte deres elevtid på Talentskolen til en regulær kunstpraksis, som de, om ikke kan leve af, så i hvert fald opretholde som en givende bibeskæftigelse, siger Lotte Juul Petersen.
Josephine Kjærulf Sommer har studeret på Kunstakademiet i Bergen i tre år og Carl-Johan Paulsen på Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam gennem fire år.
- Jeg er spændt på at få at vide, hvordan de har udlevet deres drømme og visioner, og hvilken retning, det har ført dem i – også til inspiration for andre. Det vil jeg bl.a. spørge dem om til vores artist talk, ligesom jeg også er nysgerrig på, hvordan man kan finde balance som menneske, og hvilke bæredygtige rum, man kan opsøge for at skabe ro og virke for sig selv, siger Lotte Juul Petersen.
Artiklen fortsætter under billedet...

Også Talentskolens leder glæder sig.
- Som ny leder ser jeg det som et af vores allervigtigste mål at sætte fokus på Talentskolens rolle i nuværende og fremtidige kultur- og uddannelsesstrategier i Næstved Kommune, siger Mini Blume.
- Talentskolen i Næstved indgår i et skabende samspil med sin omverden og sin samtid. På Talentskolen arbejder vi målrettet med vækstlagets muligheder, og det ulmer og gløder af mangfoldighed og virketrang her hos os. Den kunstfaglige undervisning er på højeste niveau, og årligt sender vi mange af vores elever videre gennem nåleøjet ind på de eftertragtede videregående kunstneriske uddannelser. Dermed er Talentskolen et vigtigt springbræt ind i professionel karriere. Det er derfor en særlig stor glæde at opleve vores tidligere elever som udstillingsaktuelle i Næstveds Kunstforening, siger Mini Blume.
Tidens udfordringer med stress og overproduktion
Udstillingen kredser om temaer som ro, restitution og refleksion, da de begge arbejder med disse emner i deres praksis.
Artiklen fortsætter under billedet...

- Det er et ønske om at lade de kreative rum gribe kroppen i en tid med stress og overproduktion, at fokusere og fordybe sig samt skabe et bæredygtigt forhold mellem krop, arbejde og praksis, siger Carl-Johan Paulsen.
Han har selv været igennem et længere forløb med kroniske smerter, som startede fra hans kunstpraksis, og han arbejder blandt andet derfor meget med ro og det tekstile sanselige univers. Samtidig er der et stort element af drag, performaktivitet og ekstrovert energi i hans værker.
Josephine Kjærulf Sommer arbejder med akvareller og tekstile farveprocesser i denne udstilling, hvor hun blandt andet gør brug af naturlige pigmenter, der er nedbrydelige, forgængelige og skrøbelige.
- At arbejde med plantefarvning kræver fordybelse, indsamling af viden og materiale, samt en stor portion tålmodighed for at opnå det resultat, man ønsker. Derfor har arbejdsprocessen været en øvelse i at slippe kontrollen og se hvad der sker, når man begiver sig ud i en ny teknik, hvor man ikke er ekspert, og har meget at lære, siger hun.
Begyndte med dronninge-ballet
Josephine Kjærulf Sommer og Carl-Johan Paulsen lærte hinanden at kende, da de som børn gik til ballet på Susanne Heerings Balletskole i Næstved, hvor Dronning Margrethe altid var med på sidelinjen til forestillingerne. Efterfølgende krydsedes deres veje igen, da de som teenagere spillede tværfløjte sammen og senere hen gik på Talentskolens Kunstlinje.
Men siden de flyttede fra Næstved for fire år siden for at studere kunst i henholdsvis Bergen og Amsterdam, har de ikke haft kontakt med hinandens praksisser før nu.
Artiklen fortsætter under billedet...

- Men det viser sig, at vi har mange overlap og fælles interessepunkter. Vi interesserer os begge for mundtlige overleveringer, nysgerrighed på det overmenneskelige, folkekultur og mytologi. Vores værker møder hinanden, taler sammen og lever i en stund i samme system, siger Josephine Kjærulf Sommer.
Hvordan får vi plads til outsiderne?
Den samlede udstilling har fået titlen ”Fabrikerede Virkeligheder”, forstået som noget, der er bearbejdet og forandret for at skærpe fokus på det, der omgiver os. Titlen spiller også på ordet fabric/stof, da kunstnerne begge udstiller flere tekstile værker.
Ved ferniseringen vil Carl-Johan Paulsen opføre sin graduation performance, Notorious Being, som kredser om tallet 13, der ofte er ’den fortabte’ i et system af 12.
- I mange religioner, myter og verdensbilleder er der ofte en trettende karakter, som ikke er velkommen blandt de andre guder, stjernetegn eller disciple. Denne karakter er ofte meget queer kodet; den eksisterer i underverdenen, i skyggerne, klæder sig ud, forstyrrer og påpeger problemer ved det pågældende system. I nordisk mytologi har vi fx Loke, som udfylder denne rolle, en halvgud, som kan skifte køn, som driller og skaber ragnarok, forklarer Carl-Johan Paulsen.
Artiklen fortsætter under billedet...

Den trettende karakter er med andre ord en outsider, en ”trickster”, som ikke rigtigt passer ind – og netop tricksteren er til stor inspiration i Carl-Johan Paulsens værker. I Notorious Being optræder drag-personaen Oil, som er en fysisk manifestering af olie.
- Olie er jo et fossilt produkt, som er blevet hærdet til plastik og efterhånden et verdensomspændende problem. Det er blevet et kapitalistisk og politisk redskab, og på sin vis er olie på en måde blevet en trickster; et skinnende smart produkt, som potentielt bliver menneskeracens endeligt, siger han.
Carl-Johan Paulsen performer sammen med to andre performer; Lau, som også har studeret på Gerrit Rietveld Academie, og LatinX Charm som kommer fra den samme drag-familie i Amsterdam som Carl-Johan. De tre performere vil drage paralleller til de tre norner under Yggdrasil i nordisk mytologi, idet de spinder, væver og klipper ‘livets’ tråde.
Performancen stiller spørgsmålene: Hvordan skaber vi en verden, hvor flere føler sig inkluderet? Hvordan skaber vi rum for alle dem, der føler sig udenfor? I hvor høj grad er vi formet af de historier, der omgiver os – fra nordisk mytologi over kristendom til moderne spiritisme og teologi? Hvem har været med til at skabe vores opfattelse af os selv og vores historie? Og hvordan placerer vi os i den verden?
- Store emner og store ord, afslutter Lotte Juul Petersen. Det skal vi selvfølgelig også snakke om i vores artist talk.
FAKTA
Fabrikerede Virkeligheder
Af Carl-Johan Paulsen og Josephine Kjærulf Sommer.
Gruppeudstillingen præsenterer værker fra to unge billedkunstnere, der begge har tilknytning til Næstved.
Fernisering lørdag den 6. september kl. 13.00, inkl. åbningstale, artisttalk og performance. Til 5. oktober.
Det er muligt at købe udvalgte værker og udprint fra udstillingen.
Adresse: Næstved Kunstforening, Sct. Peders Kirkeplads 14, 4700 Næstved.