Det var bidende koldt i ”kummefryseren”, som Maglemølle Storhallen på Nygårdsvej også går under i vinterperioden, da det ofte føles som to-tre grader koldere inde end udenfor.
I hvert fald for publikum, for spillerne går til vaflerne og spiller i både korte ærmer og short. Det kan også give nogle gevaldige hudafskrabninger, når der laves glidende tacklinger på kunstunderlaget, og det skete ofte i torsdagens træningskamp mellem Næstved og Nykøbing FC.
De før så tætte dramaer mellem de to lokalrivaler blev endnu engang tæt, da kampen endte 2-2 efter en afvekslende affære.
Hjemmeholdet kom planmæssigt foran, da Bertram Kvist opfangede en fejl i Nykøbings defensiv, og på fornemste vis lobbede bolden over gæsternes målmand til 1-0 efter et kvarters tid.
Gæsterne, der er suverænt tophold i 3. division, kom dog hurtigt tilbage og udlignede godt fem minutter senere på en kontra, som den tidligere Vendsyssel- og B93-spiller Emmanuel Ogude udnyttede til 1-1.
Ikke lang tid efter havde Ogude endnu en god mulighed, men Næstveds unge keeper Andreas Søndenbroe parerede fint.
En godt spillende Mathias Kisum bragte igen Næstved foran kort før pausen, da han fra en spids vinkel sparkede bolden ind til 2-1.
Det kneb med de helt store chancer efter pausen, men det lykkedes alligevel falstringene at hive et halvt stik med hjem, da Ogude endnu engang var på pletten med et hovedstød til 2-2.
Det var i det hele taget et godt spillende Nykøbing-hold, der gav Næstved kamp til stregen i både dueller og tempo, og som i foråret helt sikkert styrer mod 2. division – alt andet vil være overraskende.
Næstveds cheftræner Sune Lærkedahl Jensen skiftede ikke lige så meget ud, som han har gjort i de hidtidige testkampe, men der var spilletid til en ny venstreback, Jes Palsmark, som sydsjællænderne har hentet i FC Nordsjælland.
Der var også årets første kampminutter til Frederik Christensen, der er kommet sig ovenpå en mindre skade.
Træningskamp
Næstved – Nykøbing FC: 2-2 (2-1)
1-0: Bertram Kvist (15)
1-1: Emmanuel Ogude (21)
2-1: Mathias Kisum (41)
2-2: Emmanuel 52)
Næstveds hold:
Andreas Søndenbroe – August Lærkebjerg, Aksel Halsgaard, Christoffer Daluiso, Jes Palsmark – Mathias Kisum, Magnus Haüser, Mathias Jørgensen – Frederik Christensen, Egzon Zeqiri, Bertram Kvist.
I pausen og 2. halvleg kom Milas Schwensen, Jeppe Esmann og Frederik Konstmann