Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Tung Næstved-dag i topkamp

Topkampen i 2. divisions oprykningsspil mellem Næstved og Vendsyssel startede fantastisk for hjemmeholdet. Men det endte helt galt med nederlag på 1-3 og to røde kort.

Med en sjælden flot scoring på hovedstød af anfører Mark Kongstedt allerede i 12. minut, lignede det en herlig, solrig og sejrrig dag for de godt 1000 tilskuere på JHH Park i Næstved.

Men jublen varede kort. Bare et minut senere spillede Næstved-målmand Andreas Søndenbroe en bold ud til 100-kampsjubilaren Magnus Häuser, men det skulle han aldrig have gjort. Häuser tog en skidt førsteberøring og måtte efterfølgende fælde en fri Adam Clement, der stjal bolden. Det kostede rødt kort til jubilaren og straffespark til nordjyderne. En situation, hvor ”de grønne” med rette kunne have en sag i, at forseelsen blev begået udenfor straffesparksfeltet.

Vendsyssels topscorer Lasse Steffensen udlignede sikkert, og dælme om ikke Steffensen fik en ny chance fra pletten tre minutter senere, da Mathias Høst begik et dumt straffespark mod Andreas Rise, der var på vej ud af feltet. Men denne gang havde Andreas Søndebroe kigget Steffensen ud og reddede forsøget.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Målmand Andreas Søndenbroe havde nok at bestille i kampen mod Vendsysselm, der her kort før tid jagter deres fjerde mål. Foto: John Ringstrøm

Målmand Andreas Søndenbroe havde nok at bestille i kampen mod Vendsyssel, der her kort før tid jagter deres fjerde mål. Foto: John Ringstrøm

Men, men, men… Steffensen var igen på pletten godt midtvejs i 1. halvleg, da han fik let spil og headede gæsterne foran 2-1.

Det gik helt galt for værterne to minutter senere, da Ari Olsen tæt under mål fik prikket bolden ind i et virvar af spillere, hvor målmand Søndenbroe gerne ville have haft frispark.

Nordjyderne kunne været kommet yderligere foran kort før pausen, hvis ikke unge Søndenbroe havde leveret en refleksredning.

Der blev ikke scoret yderligere efter pausen, selv om ondt blev værre små 10 minutter efter sideskiftet. Her var det forsvarskrumtap Aksel Halsgaards tur til at gå tidligt i bad, da han tabte en løbeduel og fratog en oplagt målchance fra en ellers fri Adam Clement.

Vendelboerne fik ikke scoret på det efterfølgende frispark og resten af opgøret blev en umulig mission for sydsjællændernes ni mod Vendsyssels 11 mand.

Samtidig betyder nederlaget, at Næstved på tredjepladsen nu er seks point efter Vendsyssel med fem kampe tilbage i oprykningsspillet.

- Vi starter jo rigtig godt ud som hold og spiller bedre end dem. Så får vi et straffe og rødt kort mod os, som selvfølgelig er ”nederen” for os. Og så bliver det svært. Vi kan ikke spille vores spil, som vi gerne vil. Og da vi får endnu en mand udvist, er det klart, det bliver sværere, lød det fra Næstveds bare 18-årige keeper, Andreas Søndebroe efter kampen.

Næstveds næste opgør er onsdag 13. maj hjemme mod HIK.

Næstved-træner Sune Lærkedahl Jensen siger tak for kampen, men han var vist ikke helt tilfreds med dommer Kasper Madsen og hans to linjedommere. Foto: John Ringstrøm

Næstved-træner Sune Lærkedahl Jensen siger tak for kampen, men han var vist ikke helt tilfreds med dommer Kasper Madsen og hans to linjedommere. Foto: John Ringstrøm

KAMPEN I TAL

2. division, oprykningsspil
Næstved – Vendsyssel: 1-3 (1-3)

1-0: Mark Kongstedt (12)
1-1: Lasse Steffensen, straffe (13)
1-2: Lasse Steffensen (24)
1-3: Ari Olsen (27)

Udvisning:
Magnus Häuser (12) og Aksel Halsgaard (53), Næstved.

Næstveds hold:
Andreas Søndebroe – Sam Tattum, Tobias Elmelund, Aksel Halsgaard, Mathias Høst (84/Christoffer Daluiso)– Magnus Häuser, Benjamin Luka Kold (46/Marius Olofsen), Mark Kongstedt – Frederik Christensen (84/Tinus Olesen), Mathias Andreasen (46/Thomas Basbøll), Bertram Kvist (75/Jonathan Migu Krath).

Tilskuere:
1068