Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Tre point med hjem fra det nordlige nordjyske

Næstveds 2. divisionshold i fodbold var på langtur fredag aften og det resulterede i en flot 2-0-sejr på Hjørring Stadion over Vendsyssel.

Det var en svær udekamp, der var på menuen for Næstved Boldklub fredag aften. For det første havde sydsjællænderne en bustur på cirka fem timer i benene, og for det andet havde de ikke prøvet at vinde over Vendsyssel på Hjørring Stadion de sidste i hvert fald 14 år.

Men det lykkedes denne gang efter en især fremragende 1. halvleg, hvor gæsterne kom foran allerede i 8. minut, da Marius Christiansen efter en flot dribletur fandt Bertram Kvist, som gjorde det til 1-0.

- Jo, det var en fin tur. Høst (Mathias, red.) og jeg havde i starten snakket om, at deres højre back var lidt shaky, så han skulle testes. Jeg ender én-til-én mod ham, spiller bolden uden om ham med et hurtigt touch på bolden og når baglinjen. Her har jeg én mulighed for at stikke bolden ind i feltet, og heldigvis kommer Kvist (Bertram, red.) på det rigtige tidspunkt, siger Marius Christiansen, der erkender, at han ikke havde set målscoreren komme løbende.

Man kunne så forvente en modreaktion fra nordjyderne, men den kom ikke. I stedet kom Næstved på 2-0 i 35. minut, da angriber Mathias Andreasen stod det helt rigtige sted på en aflevering fra Bertram Kvist. Det var Andreasens tredje mål for ”de grønne”.

Topkamp i vente

- Mathias er kommet godt i gang. I starten havde vi næsten kun ”Frede” (Frederik Christensen, red.), der kunne lave mål, men nu har vi flere, siger Marius Christiansen, som blev skiftet ud i pausen med Benjamin Kold.

- Det var lidt en taktisk udskiftning, for jeg havde fået et gult kort i 1. halvleg for at komme for sent i en tackling, forklarer Christiansen.

Efter pausen kom Næstved en anelse mere defensivt ud af starthullerne, men Vendsyssel havde skuffende lidt at byde på. En enkelt gang måtte Næstved-keeper Jonas El-Beltagi ud i en fin dobbeltredning for at forhindre en reducering, men mere blev gæsternes defensiv egentlig ikke testet for alvor.

- Vi står godt og holder nullet for tredje gang i træk, siger Næstveds venstrekant, der sammen med resten af truppen først var hjemme i Næstved lørdag morgen kl. 3.30.

Nu glæder han sig ekstra meget til fredag, hvor topholdet AB kommer besøg.

- Det bliver en fed kamp, og vi vil meget gerne have den revanche, siger han og tænker på 0-3-nederlaget i Gladsaxe i starten af september.

AB fører rækken med 24 point – to mere end Næstved, der i skrivende stund ligger på andenpladsen.

Bertram Kvist scorede til 1-0 for Næstved og lagde op til 2-0-målet. Her er han i aktion mod Skive. Foto: John Ringstrøm
Bertram Kvist scorede til 1-0 for Næstved og lagde op til 2-0-målet. Her er han i aktion mod Skive. Foto: John Ringstrøm

KAMPEN I TAL

2. division
Vendsyssel - Næstved: 0-2 (0-2)

0-1: Bertram Kvist (8)
0-2: Mathias Andreasen (35)

Næstveds hold:
Jonas El-Beltagi - Christian Friedrich (89/Malthe Rugaard), Sam Tattum, Aksel Halsgaard, Mathias Høst - Mark Kongstedt, Magnus Häuser (89/Mathias Jørgensen), Bertram Kvist (71/Mathias Kristensen) - Marius Christiansen (45/Benjamin Kold), Mathias Andreasen (58/Lucas Riisgaard), Frederik Christensen.