Fotograf: Privat | Opdateret

Tre danske mesterskaber til Næstved-svømmer

Fem svømmere fra Næstved Svømmeklub satte et flot punktum for sæsonen ved Danske Årgangsmesterskaber i Hjørring. Især Patrick Wobbes gjorde sig bemærket med tre danske mesterskaber.

Sæsonens sidste store mesterskab blev en succes for Næstved Svømmeklub. Ved Danske Årgangsmesterskaber i Hjørring fra 28. juni til 1. juli var fem af klubbens unge svømmere i aktion, og de vendte hjem med både medaljer, personlige rekorder og værdifulde erfaringer i bagagen.

Milas Nielsen, Hubert Nissen, Lauritz Jespersen, Jeppe Bøchmann Pheiffer og Patrick Wobbes leverede samlet en imponerende indsats. Hele 76 procent af starterne resulterede i personlige rekorder, og svømmerne kvalificerede sig til ni finaler.

Den helt store profil blev Patrick Wobbes, som svømmede sig til tre danske årgangsmesterskaber. Han vandt guld i 50 og 100 meter butterfly samt 100 meter rygsvømning.

Mesterskaberne markerede samtidig afslutningen på en lang konkurrencesæson, hvor de unge svømmere har arbejdet målrettet gennem mange måneders træning. 

I Næstved Svømmeklub glæder man sig over både resultaterne og den udvikling, holdet har vist gennem sæsonen.

- Alt i alt rejser vi hjem med stor tilfredshed. Selvfølgelig er der områder, vi kan udvikle videre på, men det er netop en del af processen og motivationen for det videre arbejde, lyder det fra Luise Jensen fra Næstved Svømmeklub.

De yngste konkurrencesvømmere går nu på sommerferie, mens klubbens junior- og seniorsvømmere allerede i næste uge fra 9. til 12. juli skal i aktion ved de danske mesterskaber i Herning.

Lauritz Jespersen, Milas Nielsen, Patrick Wobbes, Jeppe Bøchmann Pheiffer, Hubert Nissen og træner Jonas Hansen. Foto: Privat

Fra venstre er det Lauritz Jespersen, Milas Nielsen, Patrick Wobbes, Jeppe Bøchmann Pheiffer, Hubert Nissen og træner Jonas Hansen. Foto: Privat