Der er langt fra stille på Rolighedsvej, selv om sæsonen i 2. division er afsluttet. Næstved Boldklub har de seneste dage præsenteret flere nyheder, som peger frem mod den kommende sæson. Senest er den 18-årige midtbanespiller Alexander Havkrogh Haumand blevet hentet til klubben fra FA 2000.
Det unge talent fik allerede som 17-årig debut i 3. division og nåede 18 kampe i sin første sæson på seniorniveau. Nu tager han næste skridt i karrieren hos ”de grønne”. Sportschef Kenneth Gangsted ser et stort udviklingspotentiale i den nye spiller.
- Alexander er en ung dynamisk spiller, der har fået en god uddannelse i FCK og FA 2000. Han skifter til os, selvom han havde andre gode muligheder, og vi tror sammen, at vi kan forløse hans potentiale, siger han til klubbens hjemmeside.
Alexander Havkrogh Haumand var med til at rykke FA 2000 op i 2. division og scorede endda holdets sidste sæsonmål i 2-2-kampen hjemme mod Brønshøj. Frederiksberg-holdet var rykket op inden den kamp.
- Der er et spring op til 2. divisionsfodbold, og især et sted som Næstved med mange tilskuere og forventninger kan være med til at udvikle mig. Og så har jeg også valgt Næstved, fordi træner Sune Lærkedahls tilgang om offensiv og boldbesiddende fodbold virkelig tiltaler mig, siger han, der får trøje nummer 25.
Samtidig har Næstved sikret sig kontinuitet i truppen ved at forlænge aftalerne med målmand Albert Gaub-Jakobsen, Christoffer Daluiso, Jes Palsmark og lokale Malthe Rugaard.
Der er også kommet en ny mand ind omkring holdet. Tidligere Næstved-målmand Sebastian Olsen er blevet ansat som målmandstræner og vender dermed tilbage til klubben i en ny rolle.
Mens nye kræfter kommer til, er der også spillere, som forlader klubben. Næstved har sagt farvel til Tinus Olesen, Thomas Basbøll og Egzon Zeqiri, som dermed ikke bliver en del af truppen i den kommende sæson. Tidligere har også Mathias Kisum og Sam Tattum sagt farvel, mens den unge målmand Andreas Søndenbroe vender tilbage til FC Nordsjælland efter endt lejeophold.
Med både tilgang, kontraktforlængelser og afsked med flere spillere er sommerens trupkabale for alvor i gang på Rolighedsvej.
Første træningskamp for Næstved efter sommerferien er 13. juli, når Næstved spiller i Sverige mod Värnamo.
Alexander Havkrogh Haumand og Kenneth Gangsted glæder sig over aftalen. Foto: Næstved Boldklub
