Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Træskibe, musik og klassiske biler

Endnu en festival rammer Næstved, når Træskibsfestivalen lægger til kaj i pinsen. Og læg dertil en masse musik og gamle biler på Gavnø.

Det ene store event når dårligt at slutte, før det næste starter.

Sådan er det i Næstved for tiden, og til folk, der siger, der aldrig sker noget i Næstved, må vi bare sige… det gør der i den grad!

Bossanova-festivalen sluttede sidste weekend, Verdens Vildeste Brobyggere havde en kæmpefest ved den fritlagte Suså onsdag, torsdag var der Grundlovsmøder flere steder i kommunen, og i den kommende weekend står den på Træskibsfestival.

Her anløber 74 smukke træskibe – nogle dog af jern – til Næstved til en begivenhed, der aldrig før er set magen i byen.

Georg Stage er kommet til byen

Allerede torsdag aften sejlede den tre-mastede skonnert Georg Stage i et spektakulært syn gennem Græshoppebroen i Karrebæksminde og svingbroen ved Ydernæs for at lande til kaj i Næstved Havn til glæde for flere hundrede mennesker, der fulgte den på vej.

Artiklen fortsætter under billedet...

Den tre-mastede skonnert Georg Stage vuggede smukt ud for Næstved Golfklub torsdag aften, hvor den havde kurs mod Næstved Havn. Foto: John Ringstrøm
Den tre-mastede skonnert Georg Stage vuggede smukt ud for Næstved Golfklub torsdag aften, hvor den havde kurs mod Næstved Havn. Foto: John Ringstrøm

Træskibsfestivalen starter for alvor fredag kl. 14 og varer frem til søndag kl. 15. Der er link til programmet under artiklen.

Fredag er der også som altid musik på Axeltorv, hvor bandet The Megaphones går på scenen kl. 17 i forhåbentlig tørvejr.

Man kan også starte med musikken allerede kl. 15 i Karrebæksminde, hvor duoen NÖHR går på scenen i Fiskerlejet.

Eller man kan gå indendørs på Avenue og være med til Musik Bingo Banko kl. 20.

Lørdag er der igen musik på Fiskerlejet i Karrebæksminde, hvor den underholdende trio JR Jam starter kl. 15, og lidt senere – kl. 20.30 – kan man så tage på Kongebryg på Kasernevej, hvor Radiostars giver den gas.

Hitmageren Morten Hampenberg kan man opleve live, hvis man tager på Avenue. Han fyrer nogle remix af fra kl. 21.

Klassiske biler på Gavnø

Søndag er der ikke mere levende musik i Næstved, men du kan tage på De Hvide Svaner allerede kl. 13.30, hvor Benny og Butterflies tager gæsterne med en tur til gamle, danske schlagere.

Herefter kan du tage videre til Karrebæksminde og igen Fiskerlejet, hvor trioen My Sweetspot giver et par popsange eller 30. Du kan også vælge at bruge eftermiddagen foran Martens Røgeri, hvor Køge All Stars spiller populære sange – også kl. 15.

Mens der er gamle skibe i Næstved Havn, er der gamle biler på Gavnø. Oplev et imponerende udvalg af klassiske biler, motorcykler, traktorer og militærkøretøjer i den naturskønne slotspark på Gavnø pinsesøndag fra kl. 10 til 17.

I sportsverdenen sker den helt store begivenhed Næstved-begivenhed i Parken i København. Her går Næstved HGs fodboldkvinder på banen søndag kl. 16 mod FC København i 1. divisions slutspil til en kamp, der samler mere end 25.000 tilskuere. Det er den største kvindeklubkamp i Skandinavien nogensinde.

De mandlige kolleger fra Næstved Boldklub spiller fredag aften kl. 19 ude mod Fremad Amager i 2. divisions oprykningsspil.

Oprykning er også på spil i Karrebæk, hvor det lokale serie 3-hold med en hjemmesejr over Nyråd/Langebæk fredag kl. 18.30 måske kan rykke op i serie 2, hvis tingene flasker sig.