Det er blevet til fem mål i denne sæson for Frederik Christensen, og det gør ham foreløbig til Næstveds topscorer i landets tredjebedste fodboldrække, 2. division.
Fredag aften kan han og holdet spille sig op på førstepladsen, hvis det bliver til en sejr over AB i topkampen på MTM Service Park og med sig i bagagen har Christensen så en ny kontrakt, som binder ham til Næstved et par sæsoner mere.
- Der er kommet ny energi ind i Næstved hen over sommeren, og det har derfor overhovedet ikke været svært at sige ja til at fortsætte med at snøre støvlerne på Rolighedsvej de næste par år. Jeg tror på, at vi med vores unge hold har en sjov og spændende fremtid foran os, siger han til Næstveds Facebookside.
Artiklen fortsætter under billedet...
Frederik Christensen er altid god for en helhjertet indsats og derfor har sydsjællænderne også gerne ville beholde den tidligere Slagelse-dreng.
- Frederik er en rutineret og hårdtarbejdende offensivspiller, som løfter en stor opgave med at integrere de mange unge talenter i klubben. Samtidig er Frederik fra regionen, hvor han kan være en rollemodel for unge der vil prøve kræfter med divisionsfodbold på højt niveau, siger sportslig ansvarlig Peter Dinesen.
Frederik Christensen har tidligere spillet i Slagelse og Frem. Han kom til Næstved i sommeren 2021 og har siden spillet 115 kampe og scoret 25 mål for ”De grønne”.
Også Christian Friedrich har forlænget sin aftale med Næstved i denne uge. 22-årige Friedrich vendte hjem til Næstved i sommeren 2023 efter at have prøvet sig selv af i Brøndby og Fremad Amager. Den hurtige højreback, som også kan bruges offensivt, har nu spillet 56 kampe og scoret to mål for sydsjællænderne.