Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Topbordtennis og håndboldforedrag i Toksværd

Næstved Bordtennis byder søndag indenfor til både topkamp mod Herlev og foredrag med den lokale, tidligere håndboldlandsholdsspiller Lars Jørgensen.

Efter sejre i sæsonens to første kampe skal Næstved Bordtennis fredag og søndag forsøge at fortsætte den gode start.

Fredag aften gælder det Amager på udebane, og det bør ikke blive noget problem for de danske mestre, der stiller med Michal Obeslo, Charlie Carlsson, Tomas Koldas og Jacob Petersen.

Der venter til gengæld en anden kaliber modstander søndag kl. 13 hjemme i Mærk Næstved Hallen i Toksværd, hvor sidste sæsons DM-sølvvindere fra Herlev kommer på besøg.

- Vi forventer en svær kamp. Men vi har forberedt os godt og har været samlet hele ugen. Blandt andet har vi været på kanotur med Mads Paarup fra Paatur, og selv om Charlie røg i vandet, klarede vi også den udfordring, siger sportschef Jeppe Spottog med et grin.

Om han ligefrem ser søndagens kamp som den ”moralske finale” allerede, er han dog lidt mere i tvivl om.

- Alle hold er stærkere i år, men jeg tror alligevel, Roskilde er stærkest i år, siger han.

Hvis man kommer et par timer før kampen søndag, kan man passende købe billet for 200 kroner. Her får man både frokost, og et foredrag med Lars Jørgensen. Den tidligere landsholdsspiller og udlandsprofessionelle fra Lov har formentlig masser af guldkorn i ærmet fra en lang karriere, der også tæller assistentrollen for det det danske kvindelandshold. Uden mad koster det kun 139 kroner, og så får du selvfølgelig også adgang til topkampen.

Svenske Charlie Carlsson (th) var uheldig at falde i vandet under en kanotur i ugens løb, men han blev hjulpet ombord af holdkammerater og er helt klar til at spille i weekenden. Foto: Næstved Bordtennis
Svenske Charlie Carlsson (th) var uheldig at falde i vandet under en kanotur i ugens løb, men han blev hjulpet ombord af holdkammerater og er helt klar til at spille i weekenden. Foto: Næstved Bordtennis