Der var lagt op til en tidlig styrkeprøve i Basketligaen onsdag aften. Begge hold havde vundet sæsonens første to kampe, men Team FOG satte sig hurtigt på opgøret foran de godt fyldte tribuner i Arena Næstved.
Allerede inden for det første halve minut havde Julian Larry og Sean Trumper hver stjålet en bold, mens Pip Ajayi stod for hjemmeholdets første tre scoringer.
BC Copenhagen havde svært ved at spille sig gennem det aggressive Næstved-forsvar, og hjemmeholdet udnyttede gæsternes fejl med hurtige omstillinger. Efter første quarter stod der 25-12.
Team FOG trak fra
Billedet fortsatte i anden periode. Jordan Goldwire og Sean Trumper ramte fra distancen, og mod slutningen af halvlegen trak Team FOG for alvor fra.
Bryan Etumnu dunkede til 43-23 efter en erobring af Julian Larry, der kort efter selv ramte en trepointer. Traoré fulgte trop fra distancen, og hjemmeholdet kunne gå til pause foran 49-24.
BC Copenhagen havde blot scoret 12 point i hver af de første to perioder.
Kort efter pausen nåede føringen helt op på 29 point ved 53-24. Kampen lignede en tidlig afgørelse, men gæsterne fik endelig bedre fat. BC Copenhagen begyndte at ramme udefra og reducerede med to gode scoringsperioder til 58-44.
Team FOG tog timeout og fik bremset gæsternes fremmarch. Inden sidste quarter var føringen igen vokset til 67-48.
Larry punkterede spændingen
Tredje periode blev kampens eneste, som BC Copenhagen vandt, men et stort comeback kom aldrig for alvor tæt på.
Julian Larry ramte to trepointere i sidste quarter, og derfra kunne Team FOG kontrollere kampen hjem. Aboubacar Traoré satte punktum for hjemmeholdet med et steal og efterfølgende dunk, inden slutcifrene blev 90-66.
Team FOGs forsvar og hurtige omstillinger blev afgørende. BC Copenhagen ramte blot 33 procent af sine skud mod hjemmeholdets 50 procent, mens Team FOG vandt kontrapointene 33-8.
Aboubacar T raore og Pip Ajayi blev Team FOGs topscorere med hver 21 point, mens BC Copenhagens topscorer med 18 point blev Kasper Quvang, der oprindelig er fra Næstved.
Julian Larry og Team FOG Næstved har vundet deres tre første kampe klart. Foto: John Ringstrøm
Kampen i tal
Basketligaen
Team FOG Næstved – BC Copenhagen: 90-66
Periodecifre:
25-12, 24-12, 19-24, 23-18
Point for Team FOG:
Pip Ajayi og Aboubacar Traore hver 21, Jordan Goldwire 15, Julian Larry 14, Sean Trumper 10, Bryan Etumnu 4, Roger McFarlane 3, Sam Maillet 2.
Rebounds:
43-45