Team FOG Næstved er ikke færdig med at hente spillere til den kommende sæson. Klubben har netop hentet den 190 centimeter høje amerikanske guard, Jordan Goldwire, som har fem sæsoner og 151 kampe i NCAA Division I bag sig. Fire af sæsonerne blev spillet for traditionsrige Duke University, inden han sluttede collegekarrieren hos University of Oklahoma.
Hos Duke udviklede Goldwire sig fra rotationsspiller til en vigtig brik på holdet. I sin sidste sæson blev han udtaget til ACC All-Defensive Team.
Efter fire år hos Duke skiftede han til Oklahoma og Big 12-konferencen. Her startede han samtlige 35 kampe og spillede i gennemsnit 30 minutter.
Skal sætte gang i Team FOG
I Næstved er det især Goldwires kvaliteter i begge ender af banen, der har gjort ham interessant. Amerikaneren beskrives som en aggressiv forsvarsspiller, der kan presse modstanderne og skabe turnovers, samtidig med at han kan organisere spillet offensivt.
Team FOG-direktør Andreas Larsen betegner den nye guard som en af de mest profilerede spillere, klubben har hentet med en amerikansk collegebaggrund.
– Jordan er en signing, som vi er utrolig stolte af. Når man ser på hans CV, er det svært ikke at blive imponeret. Fire år på Duke og derefter en sæson som starter på Oklahoma i Big 12 er et meget højt niveau, siger Andreas Larsen.
Men det er ikke alene navnene på Goldwires CV, der har overbevist Team FOG.
– Han passer rigtig godt til den basketball, vi gerne vil spille. Vi vil være aggressive defensivt, presse bolden, skabe turnovers og spille hurtigt i transition. Jordan er en guard, der kan gøre en forskel på alle de områder, siger basketdirektøren.
Klar til Næstved
For Jordan Goldwire bliver skiftet til Næstved begyndelsen på hans professionelle karriere i Danmark. Han har allerede været i dialog med Team FOGs cheftræner Danny Peters og glæder sig til at komme i gang.
– Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben, holdet og ambitionerne efter gode samtaler med head coach Danny Peters. Jeg kommer med masser af energi og erfaring, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe holdet med at vinde kampe og nå vores mål, siger Jordan Goldwire.
Samtidig henter de danske DM-sølvvindere også den amerikanske guard Jacobi Wright, der kommer til klubben efter fire sæsoner på University of South Carolina i den stærke SEC-konference. I sidste sæson spillede han for en klub i Bosnien.
Team FOG Næstved er ved at være klar til kampene i Basketligaen. Foto: John Ringstrøm