Fotograf: Presse | Opdateret

Team FOG henter amerikansk forsvarsklippe

Team FOG Næstved har fundet endnu en brik til den kommende sæson. Den 201 centimeter høje amerikaner Bryan Etumnu kommer til klubben efter en stærk collegekarriere, hvor han blandt andet blev kåret som årets forsvarsspiller i sin konference.

Team FOG Næstved fortsætter opbygningen af truppen frem mod den kommende sæson i Basketligaen med tilgangen af den amerikanske forward Bryan Etumnu.

Den 201 centimeter høje spiller kommer senest fra Wright State University, men det var på Merrimack College, at han for alvor gjorde sig bemærket som en af de mest markante forsvarsspillere i amerikansk collegebasket.

I sidste sæson for Merrimack blev Bryan Etumnu kåret til årets forsvarsspiller i MAAC-konferencen. Med 73 blocks - flest af alle i konferencen - og et gennemsnit på 2,3 blocks pr. kamp var han blandt de bedste "shotblockere" i hele NCAA Division I. Samtidig leverede han 8,4 point, 6,1 rebounds og ramte knap 52 procent af sine afslutninger. Hos Wright State bidrog han senest med 3,4 point og 2,4 rebounds pr. kamp.

Etumnu er især kendt for sin fysik, atletik og evne til at beskytte kurven, men også for sin arbejdsindsats og holdorienterede spillestil. En ekstra fordel er, at han allerede kender Team FOG-profilen Sean Trumper. De to spillede sammen på Merrimack College, hvor de udgjorde en stærk defensiv duo.

Direktør Andreas Larsen ser frem til at få amerikaneren til Næstved.

- Vi er glade for at få Bryan ind på holdet og tror, at vi har hentet en solid spiller, som kan gøre en forskel i begge ender af banen. Bryan er en spiller, som først og fremmest har gjort sig bemærket med sit forsvar. At blive kåret til årets forsvarsspiller i en stærk Division I-konference siger rigtig meget om hans niveau og mentalitet. Han spiller med en intensitet, som løfter hele holdet, og samtidig ser vi et stort offensivt udviklingspotentiale, siger Larsen, der også glæder sig over, at Bryan Etumnu og Sean Trumper allerede kender hinanden.

- At han allerede har spillet sammen med Sean Trumper, er en stor bonus. De kender hinanden både på og uden for banen, og vi forventer, at det vil gøre overgangen til Team FOG lettere. Sean har talt meget positivt om Bryan, og det har naturligvis også haft betydning for vores valg, siger Andreas Larsen.

For Bryan Etumnu bliver opholdet i Næstved det første som professionel.

- Jeg glæder mig virkelig til at komme til Team FOG og opleve dansk basketball. Jeg har haft nogle gode samtaler med holdet og den nye træner Danny, og det føles som det helt rigtige sted at starte min professionelle karriere. Det bliver også fantastisk at spille sammen med Sean igen. Vi kender hinandens styrker, og jeg glæder mig til at bygge videre på det, vi skabte sammen på college, siger han i en pressemeddelelse.

Sean Trumper, der her står ved siden af nu tidligere coach David Pavlakovich, skal igen spille sammen med Bryan Etumnu. Foto: John Ringstrøm

Sean Trumper, der her står ved siden af nu tidligere coach David Pavlakovich, skal igen spille sammen med Bryan Etumnu. Foto: John Ringstrøm