Team FOG Næstved måtte arbejde for sagen i de to første perioder, men efter pausen var der klasseforskel på de to mandskaber i Vejen Idrætscenter mandag aften.
I den udsatte kamp bed hjemmeholdet godt fra sig i kampens indledning og var foran 20-14, inden sydsjællænderne med otte point i træk vendte første periode til en snæver føring på 22-20.
Også anden periode blev en tæt affære. Vejen reducerede til 43-44 kort før pausen, men herfra satte Team FOG for alvor tempoet op.
Et afgørende ryk
Med et imponerende 18-0-run efter pausen trak gæsterne fra til 62-43. Vejen blev holdt fra scoring i næsten fem minutter, og hjemmeholdet fandt aldrig tilbage i opgøret.
Team FOG vandt tredje periode med 31-15 og kunne kontrollere begivenhederne i de sidste 10 minutter.
Jordan Goldwire førte an med 21 point, seks assists og fem bolderobringer. Hele syv Team FOG-spillere nåede tocifret pointantal. Samtidig understregede de deres styrke i det hurtige spil med 36 point på kontraangreb mod Vejens blot tre.
Med seks sejre i seks kampe har Team FOG fået en fornem åbning på Basketligaen. Holdet har samtidig ligaens bedste defensive gennemsnit med blot 69 point mod pr. kamp.
Bakken Bears er det eneste øvrige ubesejrede hold, men har spillet en kamp færre.
Lau Christoffersen spillede 13 minutter i udekampen mod BK Vejen. Foto: John Ringstrøm
Kampen i tal
Basketligaen
BK Vejen – Team FOG Næstved: 82-107
Periodecifre:
20-22, 23-26, 15-31, 24-28.
Topscorere for Team FOG:
Jordan Goldwire 21, Kadér Traoré 18, Roger McFarlane 14 og Bryan Etumnu 13.