Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Taxa-tur på to hjul mod Paris

25 ryttere på Tour de Taxa’s Team Syd- og Vestsjælland har sat kursen mod Paris, hvor de cykler til for at samle penge ind til Julemærkehjemmene.

Fredag formiddag forlod 25 neongule og grøn-klædte cykelryttere og seks servicefolk Car-Center på Manøvej i Næstved for at køre de cirka 1250 kilometer til Paris.

Team Rynkeby gjorde det for nylig for at samle penge ind til kræftramte børn, mens Tour de Taxa gør det for at støtte de udsatte børn på Julemærkehjemmene.

- Vi har alle dage siden 2010 kørt for Julemærkehjemmene, og pengene går ubeskåret til Julemærkefonden, der driver hjemmene, siger Per Bredahl Rossing fra Næstved.

Han er assisterende holdkaptajn på det regionale hold, og han melder alle i god form til den næste uges strabadser.

- Træningen startede i vinter, og siden marts har vi kørt på landevejene. Vi skal hver især have kørt 2500 kilometer inden afgangen, og de 1500 af dem skal foregå i fælles regi, konstaterer Per Bredahl, der også fungerer som træningsansvarlig.

Artiklen fortsætter under billedet...

Per Bredahl Rossing er klar til de 1250 kilometer til Paris. Foto: John Ringstrøm
Per Bredahl Rossing er klar til de 1250 kilometer til Paris. Foto: John Ringstrøm

Til daglig arbejder han også med udsatte børn, så han ved om nogen, at pengene går til et godt formål.

- Tidligere var Julemærkehjemmene for overvægtige børn. I dag er det for børn, der har det svært mentalt og bliver mobbet i skolen. Får vi det på plads, kan vi arbejde med vægten bagefter, siger Per Bredahl, der også har været fodboldtræner i mange år.

På landsplan har Tour de Taxa seks regionale hold - Team Hovedstadsområdet, Team Nordsjælland, Team Vest og Sydsjælland, Team Himmerland (Nordjylland), Team Midtjylland og Team Syd/Sønderjylland og Fyn. Ruterne til Paris kan være forskellige, men for Syd- og Vestsjællands vedkommende går den gennem Tyskland, Belgien og det nordøstlige Frankrig.

- På ottendedagen fredag 25. juli lander vi i Paris, hvor vi overnatter og får afslutningen på Tour de France med søndag, fortæller Per Bredahl, inden han sætter sig op på sin carbon-hest og rider sydpå.

Team Vest- og Sydsjælland består af ryttere fra blandt andet både Næstved, Slagelse, Vordingborg og Møn
Team Vest- og Sydsjælland består af ryttere fra blandt andet både Næstved, Slagelse, Vordingborg og Møn. Foto: John Ringstrøm

Fakta om Tour de Taxa

Tour de Taxa blev grundlagt i 2009, da en lille gruppe taxachauffører i Århus, fik ideen om at cykle til Paris.

I 2010 tog de første 32 taxachauffører turen på cykel og siden har tusinder af ryttere deltaget.

I dag består Tour de Taxa af syv hold, seks regionale og et Explorer-hold, og Tour de Taxa er medlem af DGI.

Tour de Taxa er et velgørenheds-cykelhold, som i alle årene siden 2010 har støttet Julemærkefonden, som driver de fem julemærkehjem i Danmark.

I 2024 samlede Tour de Taxa 602.813 kroner ind til Julemærkefonden.