Jeg sad i et job, som var både min hobby og levevej, havde lige haft 25-års jubilæum og glædede mig til endnu flere år som sportsredaktør på regionens dagblad.
Men intet varer evigt, og det gjorde den lokale sportsredaktion heller ikke. Jeg blev forflyttet til hovedkontoret, men mistede noget af min identitet, og kunne ikke finde mig til rette uden den daglige kontakt med kilder, friheden under ansvar og variationen af journalistiske opgaver.
Tanken om at blive selvstændig, min egen chef, tog stille og roligt fart, og tanken blev til handling. 9. maj 2025 lancerede jeg i samarbejde med Maja Meisner og Brian Hansen den lokale nyhedsportal naestved.nu – og nu er der gået et år…
Det er vildt at tænke på, at nogle løse streger og beregninger på papir og computer og en masse test, bliver til en seriøs snak med en web-udvikler, som så fører til en ægte, brugbar hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Ved indvielsen for et år siden, hvor ingen vidste, om projektet kunne bære. Foto: René Kongsgaard
Det er endnu vildere – og ret så uforudsigeligt – at forestille sig siden blive en del af din hverdag. Ja, dig bag skærmen, som forhåbentlig er blevet glad for siden og benytter den til nyheder, erhvervshistorier, sportsreportager, guides til events, musik og kultur, spisesteder, overnatningsmuligheder, selskabslokaler, klummer om fritid og trafik, bolignyt og meget mere.
Det er netop dét, der er målet. Vi vil hele tiden opdatere dig på alt det gode, der sker i Næstved og omegn, give dig inspiration til hvad du skal lave i den kommende weekend, være en levende og indbydende portal, så du har det hele samlet ét sted. Det er vores påstand, at det får du ingen andre steder. Vi mente, at byen manglede ”vores medie”.
Jeg er oprigtig stolt og taknemmelig over, hvor vi står efter 12 måneder. Vi er konstant voksende på brugertal, visninger og actions. Hjemmesiden ses af flere og flere, mens vores sociale medier som Facebook og Instagram oplever stigende interesse. Det er en fornøjelse at se så mange dele, kommentere, like og interagere med vores opslag og historier.
Jeg har dog også fundet ud af, at jeg ikke kan gøre det hele selv. Derfor har jeg for nylig ansat min første deltidsmedarbejder. Vanvittig dygtige og idérige Emma Winther kan ikke kun synge… hun er også en troldkvinde som videojournalist. Glæd jer til flere af hendes flotte og fængende opslag.
Emma Winther er historisk. Hun er første medarbejder på naestved.nu. Foto: Privat
Jeg – og vi – kan bestemt heller ikke gøre det uden indtægter. Og her må jeg bare sende en voldsom stor tak til vores partnere og annoncører. Uden jer var der ikke noget naestved.nu, da vi fra start har valgt, at siden skal være gratis for brugerne. Det skal helst forblive sådan, og derfor vinker jeg videre ud over rælingen og håber, at endnu flere vil være med til at gøre naestved.nu endnu større og bedre – til glæde for læserne, brugerne og alle andre.
Tusind tak for det første år. Tak fordi, I har taget godt imod os, og tak fordi, I bliver ved at støtte op.
Det her er kun begyndelsen!
Bedste hilsner
John Ringstrøm
Stifter og redaktør