Mobiltelefonerne var flittigt i brug hos fædre, mødre og venner, ølbonger blev kørt ned i rekordfart og den ene vogn var flottere end den anden.
Der var dømt party på den høje klinge, da over 400 studenter fra Næstved Gymnasium & HF blev sendt afsted på livets formentlig eneste studenterkørsel.
- Hele den her uge er noget særligt. Det er kulminationen på det hele. Det er også dér, hvor jeg og hele skolen går til eksamen. Men det vigtigste er, at vores studenter og deres forældre og pårørende får en fantastisk oplevelse, siger en stolt og nærmest bevæget rektor, Marianne Bollerup Neuer.
Artiklen fortsætter under billedet...
Hun kunne se den ene klasse efter den anden forlade området for at køre afsted og de horndyttende lastbiler med party-pynt overalt. Og at studenterne nu forlader skolen efter henholdsvis to, tre og fire år for HF’ere og gymnasieelever, hvor nogle er på den fire-årige Team Danmark-ordning, er også særligt for rektoren.
- Vi var sammen inde i aulaen inden studenterkørslen og holder fast i traditionerne. Aulaen er skolens hjerte, og det betyder noget. Det kan man mærke. De starter derinde første skoledag, holder galla dér og de dimitterer derinde fra. Det er noget særligt, konstaterer Marianne Bollerup Neuer, som selv ikke helt kan holde ferie endnu.
Først er der noget med det generelle skriftlige niveau hos studenterne, der skal evalueres.
- Det er faktisk gået pænt og for HF’erne er det gået rigtig fint. For STX’erne er det gået, som det plejer. Typisk bedre mundtligt end skriftligt, så det må vi arbejde med. Og vi har lige tre dages arbejde mere i næste uge til at forberede næste skoleår, og så er der ferie, lyder det fra en rektor.
Artiklen fortsætter under billedet...
Inden klimaks klokken lidt over 11 med studenterkørslen havde 2.G’erne fra morgenstunden forberedt alle 15 vogne på p-pladsen ved Arena Næstved.
- Det er lidt nederen, for vi har jo et år endnu. Men det er samtidig ret sjovt, for vi sidder her og hygger med nogle øl og vennerne, siger Anton Zerbst, mens klassekammeraten Hans-Frederik Ahrendt gjorde en ølbong klar.
- I vores klasse har vi det socialt megagodt. Vi synes faktisk, at det er rigtig sjovt at gå i gymnasiet. Så det er egentlig fedt med et år endnu, siger Ahrendt, der derfor ikke havde noget mod traditionen med at pynte ”over-G’ernes” vogne.
Årets legater på Næstved Gymnasium og HF gik til:
- Helena Emilie Juul Jensen
- Johan Sebastian Bech Andersen
- Matilda Peuhkuri Pedersen
- Sofie Pommergaard Lysholm Nielsen
- Willyfred Reffelt Ahrensberg
- Ganimé Özcay