Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Storsejr til Næstved-kvinder i sæsonens sidste kamp

Sidste kamp i B-Ligaens nedrykningsspil pyntede gevaldigt på Næstved HGs målscore. Sydsjællænderne tog til det nordjyske og vandt med hele 7-1 over AaB i en kamp, hvor ingen af holdene havde meget andet end æren at spille for.

Næstved HG leverede en imponerende indsats på udebane i sæsonens sidste kamp, og med den overbevisende 7-1-sejr over AaB slutter de sydsjællandske kvinder på tredjepladsen i rækken.

- Fra første fløjt satte vi et højt tempo med aggressivt pres, stor bevægelse og masser af energi. Efter en stærk første halvleg kunne vi gå til pause med en 3-1-føring, og efter pausen fortsatte vi med at dominere kampen, siger holdets træner, Arne Ringsing. 

Han fik god brug af reserverne i opgøret, og de kom ind med høj energi, god kvalitet og intensitet, som gjorde, at ”de grønne” kunne holdet et højt tempo hele vejen igennem.

- Det blev noget, AaB havde svært ved at følge med til. Det vidner om et hold, hvor alle er klar til at bidrage, når chancen byder sig. Det var en kamp, hvor vi viste stor kvalitet, stærkt sammenhold og en vindermentalitet fra første til sidste fløjt. En fantastisk holdpræstation, som hele truppen kan være stolt af, lyder det fra Ringsing.

Næstved HGs målscorere i kampen blev Aveka Singh med to mål, mens Melissa Martinez, Sandra Pedersen, Signe Sønderup, Marta Grosso og Kristine Neumann scorede hver ét mål. Martinez og Grosso blev holdets topscorere i foråret med hver fire mål.

Indiske Aveka Singh scorede to gange i Næstved HGs storsejr i Aalborg. Her er hun i kamp mod Sundby.  Foto: John Ringstrøm

Indiske Aveka Singh scorede to gange i Næstved HGs storsejr i Aalborg. Her er hun i kamp mod Sundby. Foto: John Ringstrøm