Fotograf: Team FOG Næstved | Opdateret

Storsejr i årets sidste hjemmekamp i Basketligaen

Med hele 41 overskydende point vandt Team FOG Næstved over BMS Herlev i Basketligaens sidste hjemmekamp i år. Der mangler dog én stor vigtig hjemmekamp - nemlig pokalsemifinalen mod Svendborg.

Med U2-rock fra scenen i Næstved Gymnasiums aula foran 480 spisende deltagere startede coverbandet Die Herren førkamps-arrangementet med et brag hos Team FOG Næstved og klubbens sponsorer.

Braget fortsatte uden bandet i Arena Næstved, hvor det til gengæld kneb med spændingen. De sydsjællandske basketspillere var nemlig aldeles suveræne i hjemmeopgøret mod BMS Herlev fra den nederste halvdel af ligaen, men de gav de omkring 1500 tilskuere en fin opvisning på halgulvet.

Godt nok kom værterne overraskende bagud 3-7 fra start, men det var kun et spørgsmål om at få rettet sigtekornet til. Så da første periode endte 34-20, var kimen til storsejren lagt.

Ved pausen førte hjemmeholdet 66-55, hvilket indikerer, at BMS havde en ganske udmærket anden periode med hele 35 point, mens værterne ”kun” scorede 22, men efter tredje periode var forskellen igen tæt på 20 point, 97-78.

I fjerde periode gik Team FOG Næstved helt scoringsamok og lagde 37 point i kurven, mens gæsterne kun fik 16.

Det var især pointguard Tyler Harris, der var skarp. Hele 35 point kom fra hans hånd, hvor han scorede på hele otte ud af 12 trepointforsøg. Han blev dog faktisk overgået som kampens topscorer af BMS’ Leonardo Carlino, der scorede 36 point.

Team FOG Næstved indtager midlertidigt førstepladsen alene i Basketligaen med 11 sejre og ét nederlag. Holdet mangler at møde Værløse og Svendborg ude i år.

Der resterer dog én meget vigtig hjemmekamp for sydsjællænderne, men det er i pokalturneringen. Her skal Team FOG Næstved have besøg af Svendborg Rabbits i semifinalen, og det sker 20. december i Arena Næstved.

Basketligaen

Team FOG Næstved - BMS Herlev: 134-93
Periodecifre: 34-20, 22-35, 31-22, 37-16

Point for Team FOG Næstved:
Tyler Harris 35, David Jean-Baptiste 17, Samuel Tabe 16, Ikenna Okeke, Rollie Worster og Vic Searls hver 13, Pip Ajayi 10, Dominick Welch 9, Lukas Meyer Christensen 5, Sebastian Rozenkrands 3.