Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Store Næstved-nederlag uden betydning

Både Næstveds bordtennishold og kvindehold i fodbold led store nederlag i årets sidste kampe, men for begges vedkommende ændrer det ikke på situationen.

Hjemme i Mærk Næstved Hallen i Toksværd havde Næstveds danske mestre i bordtennis besøg af Hørning BTK, som sydsjællænderne på en normal dag ville vinde stort over.

Men da Næstved havde sikret sig andenpladsen i turneringens første grundspil efter Roskilde, fik de sædvanlige førsteholdsspillere fri. Det gav plads til andre spillere, men de kunne intet stille op mod Hørnings ligaspillere.

Artiklen fortsætter under billedet...

Tomas Koldas var en af de spillere, der fik fri mod Hørning. Foto: John Ringstrøm
Tomas Koldas var en af de spillere, der fik fri mod Hørning. Foto: John Ringstrøm

Næstved tabte 0-5 efter nederlag til både David Björkryd (to nederlag), Magnus Spottog, Lars Hauth og Jakob Christophersen. Sydsjællænderne ender dermed på andenpladsen og tager 15 point med over i Grundspil 2, som er mesterskabsspillet for de seks bedste.

- Vi skal bare gøre rent bord i resten af sæsonen, siger Næstveds sportschef, Jeppe Spottog, med et smil.

Heller ikke Næstved HGs fodboldkvinder i B-Ligaen fik ret meget ud af sæsonens sidste opgør i grundspillet. De tabte hjemme med hele 1-6 til topholdet ASA, Aarhus.

Kun Kristine Neumann Andersen kunne score for hjemmeholdet, men på det tidspunkt midt i 2. halvleg førte gæsterne allerede med 5-0. Næstved var bagud med 0-4 ved pausen.

Sydsjællænderne skal nu ud i et forår, hvor det handler om at undgå nedrykning til C-Ligaen.

Næstved HGs anfører Katrine Krag-Andersen og holdkammeraterne tabte sæsonens sidste kamp stort. Foto: John Ringstrøm
Næstved HGs anfører Katrine Krag-Andersen og holdkammeraterne tabte sæsonens sidste kamp stort. Foto: John Ringstrøm