Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Stor opbakning til debat om fritidslivet

Næsten 200 deltagere var mødt op i Gl. Ridehal på Grønnegades Kaserne tirsdag aften for at høre, hvad politikerne vil gøre ved Næstved Kommunes frivillighed og foreningsliv de næste fire år.

Det var hovedessensen i valgmødet, hvor 11 byrådskandidater blev godt styret af Torben Stenstrup, formand for Fritidsudvalget, som for første gang havde arrangeret det flotte og anderledes møde.

Politikerne fik stramme svartider og stort set lige meget taletid på en aften, hvor publikum også blev involveret.

Fritidsudvalget havde nemlig lagt op til, at gæsterne, som mestendels bestod af øvrige byrådskandidater og foreningsmedlemmer, kom helt tæt på politikerne ved at have muligheden for at stille spørgsmål om aftenens emner.

Artiklen fortsætter under billedet...

DF's Githa Nelander blev placeret ved bord 6, hvor gæsterne kunne spørge ind til hendes holdninger. Foto: John Ringstrøm
DF's Githa Nelander blev placeret ved bord 6, hvor gæsterne kunne spørge ind til hendes holdninger. Foto: John Ringstrøm

- Det har været en dejlig aften, hvor mange repræsentanter fra foreningslivet fik mulighed for at få løftet deres stemme og fortælle lidt om, hvad de går og pønser med og hvilke udfordringer og barrierer, de har, siger Torben Stenstrup til naestved.nu.

Han og resten af salen fik nogle engagerede politikere at se og høre, for når det kommer til fritids- og foreningsliv, er det noget, der vedrører os alle sammen. Det fik gæsterne ved 11 af bordene mulighed for at spørge ind til, da de i en speed-date med paneldeltagerne fik dem helt ind på tæt hold.

Artiklen fortsætter under billedet...

Alternativets Liselotte Katarina Rotfeld's svar ved bordrunden bliver præsenteret for forsamlingen. Foto: John Ringstrøm
Alternativets Liselotte Katarina Rotfeld's svar ved bordrunden bliver præsenteret for forsamlingen. Foto: John Ringstrøm

Der blev blandt andet berørt emner som manglen på tider til foreninger i den nye svømmehal, behov for faciliteter som omklædningsrum og flere kunstgræsbaner, ”25-års reglen” samt flere frivillige i foreningerne. Og da publikum fik lov at give deres besyv med i en ”mentimeter-afstemning” gik de fleste stemmer til emnet at ”støtte udsatte børn og unges vej ind i foreningslivet”.

- Jeg oplevede, at alle 11 kandidater var meget nysgerrige og lyttede meget til foreningerne, og de vil gerne sætte sig ind, hvilke præmisser vi arbejder ud fra. Det er ret vigtigt, siger fritids-formanden, som i næste byrådsperiode gerne vil have zoomet ind på frivillighed og partnerskaber.

- Mellem kommunen, på tværs af de politiske udvalg og så over til foreningslivet har vi brug for at samarbejde på nye måder. Der er en masse tematiske områder, vi gerne vil arbejde på, siger Torben Stenstrup.

Artiklen fortsætter under billedet...

Paneldeltagerne takker publikum og ordstyrer Torben Stenstrup (til venstre med ryggen til) takker kandidaterne for en god aften. Foto: John Ringstrøm
Paneldeltagerne takker publikum og ordstyrer Torben Stenstrup (til venstre med ryggen til) takker kandidaterne for en god aften. Foto: John Ringstrøm

Blandt de mange deltagere på Grønnegade var blandt andre repræsentanter fra Næstved Roklub, Klub Næstved, Næstved IF, Næstved Svømmeklub, Næstved Motorklub og mange flere.

I Næstved Kommune er der ca. 30.000 medlemmer i 260 folkeoplysende foreninger

 

Det politiske panel

Aftenens panel bestod af følgende kandidater, som hver repræsenterede et af de 11 opstillede partier til kommunalvalget i Næstved Kommune:

  • Kenneth Sørensen - V
  • Linda Frederiksen – A
  • Rune Kristensen – C
  • Jette Leth Buhl – F
  • Kasper Schneider – I
  • Githa Nelander – O
  • Andreas Pourkamali – B
  • Ninna Buechek – Ø
  • Kim Laugesen - Æ
  • Mia Linda Møller – M
  • Liselotte Katarina Rotfeld – Å